Leder: Multi-museer

Grænserne for, hvad et museum kan og skal være, synes at udvide sig år for år. I 00’erne blev oplevelsesøkonomien en del af det museale mindset med underholdningsindustrien og forlystelsesparkerne som nye konkurrenter. Senere er kultur på recept, kommunale beskæftigelsesindsatser og integrationsprojekter kommet ind i billedet. Og så samarbejder de fleste museer efterhånden med både erhvervsliv, kunstnere og uddannelsesinstitutioner.

I en tid, hvor museerne ikke længere blot er samlinger af genstande, der vises frem for offentligheden, er det kærkomment, at ICOM vil se den internationale museumsdefinition efter i sømmene. Ved en workshop om emnet på årets generalforsamling i maj fik deltagerne stukket en diktafon i hånden og blev bedt om at besvare spørgsmål som: ”Hvad mener du, er det vigtigste, museerne kan bidrage med til samfundet i det kommende årti?” Ud fra svarene at dømme er der næsten ikke dén samfundsopgave, et museum ikke kan løse.

Museerne vil være til for alle, de vil give os indsigt i os selv og vores historie, skabe bevidsthed om klimaet og klodens tilstand, give os dannelse og demokratiforståelse, styrke fællesskabet og gøre os parate til en omskiftelig og digitaliseret verden. Museerne vil det hele. De er stadig i gang med at vriste sig fri af det klichéfyldte image som indadvendte og gammeldags, og fra politisk hold har presset for fornyelse (kombineret med besparelse) været vedholdende.

Det vidner om et behov for fortsat at diskutere museernes raison d’être, og hvor deres ansvarsområde begynder og slutter. Hver dag betrædes nye stier i bestræbelsen på at udvikle sig, men i iveren for at række ud til verden og vise sit værd vokser også fristelsen til at sige ja til det hele – og dermed risikoen for at nedprioritere kernefagligheden og miste (be)grebet om: Hvad er egentlig et museum, og hvad skal det kunne?

Dette nummer af Danske Museer afspejler i høj grad alsidigheden i den danske museumsverden, men også at der skal være et klart svar på, hvorfor det lige netop er et museum, der skal varetage en given opgave. Hvorfor i alverden skal museerne lave en ny tv-kanal (s. 25), brygge øl (s. 38) eller lade publikum selv foretage arkæologiske udgravninger (s. 44)? Artiklerne viser, at disse meget forskellige projekter giver et substantielt fagligt udbytte for både museumsfolk og publikum, og dermed er de meningsfulde inden for rammerne af et museum.

En ny museumsdefinition kan nemt blive en flot samling af ord, der ender sit liv på en død hjemmeside. Men lad os håbe, at den i stedet bliver et redskab for både museer og politikere til at holde fast i netop museumsfagligheden og navigere i virvaret af trends og politiske tendenser

Ida Bennicke