2 august 2018   |   af Sarah Smed, historiker og formidlingschef på Danmarks Forsorgsmuseum

Jeg tror og håber på, at de fleste af jer, kære museumskollegaer, kender til at blive fortørnet og indigneret over historiens og samtidens uretfærdigheder. Indignation er i al fald ikke en følelse, der er fjern for mig. Den befinder sig lige under overfladen – altid parat til at blive aktiveret. Ikke blot for mig personligt, men i høj grad også i mit museumshverv. Men har indignation overhovedet sin berettigelse i museumsfagligt arbejde? I allerhøjeste grad, hvis I spørger mig. I en tid præget af ofte polariserede værdidebatter i kradsbørstige tonelejer er indignationen i min optik ikke blot berettiget, men også yderst brugbar og energiskabende. Lader vi den få sin plads på museerne og hos os selv, gemmer der sig nemlig et stort potentiale for at konsolidere vores relevans, for at bringe væsentlige problematikker i erindring og for at skabe samtidserkendelse.

Hvad er det så, der kan trigge min egen indignation? Det er (nok ikke overraskende for de fleste læsere) uværdig og marginaliserende behandling af udsatte borgere. På Danmarks Forsorgsmuseum sætter vi det nære og skabende samarbejde med denne gruppe medborgere højt. Det er en del af vores visionsgrundlag, at vi skal arbejde for social forandring gennem et respektfuldt samarbejde med nuværende eller tidligere anbragte, hjemløse eller socialt udsatte. Sidst jeg befandt mig i indignationens favntag var, da jeg af en af vores tilknyttede frivillige, Henriette som er Hus Forbi-sælger i Svendborg, blev gjort opmærksom på, at Hus Forbi nu anbefaler sælgerne altid at bære deres pas på sig. Hvorfor? For øjeblikkeligt at kunne identificere sig ved en kontrol, da politiet nu har lovhjemmel til at indføre forbudszoner for uønskede hjemløse. Hjemløse, som forbryder sig mod loven blot en enkelt nat, kan nu få forbud mod at opholde sig i den givne kommune i op til to år. Med bl.a. den konsekvens, at de ikke længere kan modtage deres sociale ydelser i deres hjemkommune. Disse mennesker, for hvem der ingen anden løsning er end at sove på gaden, bliver i mine øjne straffet for deres fattigdom og udsathed, hvilket al erfaring og tilmed også historien viser, skaber mere marginalisering og bestemt ikke positiv social forandring. For historien har allerede mange gange vist os, at straf og kontrol på f.eks. fortidens fattiggårde og arbejdsanstalter ikke formåede at udrydde hverken hjemløshed eller fattigdom. For dem af jer, der som jeg lader indignationen tilføre energi og tankevirksomhed i jeres hverv, vil jeg foreslå at koble den op på FN’s Menneskerettigheder. På den måde kan vi gøre vores indignation operationalisérbar, international og samtidig undgå for flagrende ”synsninger”. Og skal jeg forankre min indignation over konsekvenserne af den hjemløse paskontrol, er det i Artikel 22: ”Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed”.

Richard Sandell skriver i sin nye bog Museums, Moralities and Human Rights, at museer i dag skal være  “prepared to take sides and speak out unequivocally against attempts to justify unequal treatment of people (…)”. Det er således ikke længere nok, at museer blot konstaterer eller skaber fora for dialog og debat. Vi skal være klar på mere, og vi bør lade os indignere. Og det er vel også præcis os, som har mulighederne og forpligtigelsen hertil. Det er os, som kan og bør bringe i erindring, hvordan det var, og hvordan det er, og hvor vi er på vej hen.

Læs mere

MUSEUMSSTAFETTEN er skrevet af og givet videre til skiftende skribenter, der har at gøre med museernes virke.

Formålet er at nå ud i alle afkroge af museumslandskabet, belyse vidt forskellige emner og få nye stemmer ind i debatten. Indlæggene tager fat i alt fra konservering, undervisning og formidling til kulturpolitik og forskning.

Skribenten vælger selv sin efterfølger, men vi tager gerne imod tips til kandidater – og emner – på info(at)danskemuseer.dk.