8 maj 2018   |   af Mette Bjerrum Jensen, leder af Tirpitz

Jeg har de sidste mange år arbejdet på at opfylde et af målene i udviklingsplanen for Vardemuseerne, nemlig at slå tre-fire udstillingssteder sammen til ét. Navnet for det nye udstillingssted er Tirpitz. Tirpitz er egentlig en attraktion mere end et museum. "Museernes svar på Tivoli", som en kollega sagde. Jeg er ikke sikker på, det var ment som en kompliment, men jeg tog det som en stor ros. For hver eneste udstillingsdetalje i Tirpitz er valgt med det formål at blive til en underholdende oplevelse for folk på sommerferie. Hvem gider bruge en dag på et museum i sin ferie, hvis børnene flår i én hele vejen for at komme ud og få dén is? Nej, vel? Når man bygger et museum dét sted i Danmark, hvor der er allerflest feriestemte mennesker, så er man faktisk forpligtiget til at gøre det til en sjov attraktion – hvis man spørger mig.

Det giver rigtig god mening, at udviklingsplanen for Vardemuseerne går i retning af at sætte ordet "turistmuseum" før "lokalmuseum". Men det gør det kun, fordi Vardemuseerne ligger i en kommune, hvor turismen er den største faktor for lokaludvikling. Turisterne vil gerne betale for oplevelser. Derfor kan vi også tage en pæn entré på vores museer. Andet ville da også være uhørt i en Venstre-kommune.

Tirpitz har i runde tal kostet 150 mio. kr. at bygge, hvoraf de 45 mio. er gået til udstillingsdesign og arbejdet med konceptet bag udstillingerne. Det vil være urealistisk, at dette budget kan findes af alle museer i Danmark til at forny deres udstillinger, men det ville heller ikke give mening ud fra et brugerperspektiv. I Blåvand kan man trække 250.000 gæster på et år, og det er ikke muligt mange andre steder i provinsen.

Pointen er, at vi opererer med forskellige målgrupper for vores udstillingssteder. Det er ikke muligt at gøre alle provinsmuseer til turistattraktioner, men det er næppe heller deres raison d'être. Kulturministeren leder lige nu efter en let og retfærdig beregningsmodel, man kan give statstilskud til museer ud fra. Det er vel nærmest en umulig opgave, efter som alle museer har forskellig berettigelse. Men noget, jeg mener, man bør kunne forlange af statsanerkendte museer er, at de anerkender deres brugere.

Jeg tror, vi kommer langt i forhold til at være institutioner, der fortjener stats- eller kommunaltilskud, hvis vi spørger os selv, hvem vi egentlig laver museum for. Nogle museer opererer under kommunalbestyrelser, der måske vil vægte lige og gratis adgang for kommunens borgere så højt, at museet ikke skal tage entré. Der er steder i landet, hvor outreach-projekter er en rimelig og meningsfuld del af museumssatsningen, fordi kommunen har en gruppe borgere, der aldrig vil gå på museum af sig selv. Andre steder igen bakker lokale så flot op om museet, at der skal arbejdes intenst med frivillig-programmer og et omfattende foredragsprogram for museumsforeningen.

Svarene på, hvem vi laver museer for i 2018 og de kommende år, må gerne være meget forskellige, alt efter hvilket museum du kommer fra. Og nej, det er ikke nok, at museet opfylder de fem søjler i museumsloven, for i så fald vil det faktisk give god mening at samle ressourcerne på langt færre museer. Ja, jeg vil faktisk mene, at hvis ikke dit svar på, hvem du laver museum for, er forskelligt fra dit nabomuseums, så vil der være risiko for, at gæsterne heller ikke kan se meningen i at besøge lige netop dit museum. Og så er der måske også fare for, at heller ikke kulturministeren kan se det?

Læs mere

MUSEUMSSTAFETTEN er skrevet af og givet videre til skiftende skribenter, der har at gøre med museernes virke.

Formålet er at nå ud i alle afkroge af museumslandskabet, belyse vidt forskellige emner og få nye stemmer ind i debatten. Indlæggene tager fat i alt fra konservering, undervisning og formidling til kulturpolitik og forskning.

Skribenten vælger selv sin efterfølger, men vi tager gerne imod tips til kandidater – og emner – på info(at)danskemuseer.dk.