26 februar 2019   |  af Henrik Zipsane, direktør på Jamtli Museum i Sverige

Udfordringer i det svenske og danske museumslandskab

Når jeg forsøger at følge med i det danske museumslandskab fra ’hinsidan’, genkender jeg problematikkerne i Sverige. Jeg er selvfølgelig præget af min egen rolle som museumsdirektør i Sverige, men med en fortid på arkiver og museer i Danmark. Jeg har med interesse læst om statstilskud og sammenlægninger. Der sker meget i Sverige, som jeg ikke ved noget om, hvorfor dette er mine personlige overvejelser.

Offentlige tilskud

Sverige har ikke en museumslov, som regulerer statstilskuddene, men direkte tilskud fra regeringen til de centrale museer. De regionale museer plus en håndfuld andre – i alt ca. 40 – får et mindre statstilskud, som binder de regionale og statslige bevillinger sammen på kulturområdet i den enkelte region i tre-fireårige samarbejdsaftaler. Når man i Danmark diskuterer kriterier for statstilskud til museerne, så handler det om indtægter, befolkningstal, virksomhedskvalitet osv. I Sverige får regioner, som giver forholdsmæssigt store tilskud til deres museer, et tilsvarende stort tilskud fra staten. Statstilskuddet dækker typisk 10-30 procent af de regionale museers omsætning. Øvrig omsætning kommer fra andre offentlige tilskud og egenindtjening. Mange museer har 20-30 % egenfinansiering, mens enkelte har næsten 60 %. De seneste års udvikling i Sverige tyder på, at museer med stor egenindtjening ved siden af offentlige tilskud klarer sig økonomisk bedre.

Over de seneste 10-20 år har vi set to tendenser omkring offentlige tilskud. For det første trækker staten sig længere tilbage og fokuserer på sine egne statslige museer – som næsten alle har ganske lav egenfinansiering. Skansen og Vasamuseet har en meget høj egenfinansiering og Skandinaviens højeste besøgstal på museer, men de er undtagelser. For det andet ser vi en stadig kraftigere tendens til, at de store regionale museer vokser gennem højere egenindtjening og ikke gennem voksende offentlige tilskud.

Museumsorganisation

I Sverige har vi traditionelt en anden opdeling af museerne. Ligesom i Danmark har vi statslige og kommunale museer. Dertil kommer de tidligere länsmuseer, ofte ganske store – på størrelse med de statslige museer – og som er lokaliseret i hvert af de gamle len.

Museerne var historisk organiseret i statslige (ofte kaldet centrale), regionale og kommunale museer, hvilket giver et andet udgangspunkt for organisering end i Danmark. Mens man i Danmark havde foreninger for de kulturhistoriske museer, for kunstmuseer, for specialmuseer osv., organiserede man sig i ’centralmuseer’, ’länsmuseer’ og ’kommunala museer’ i Sverige. Mens man i Danmark slog foreningerne sammen til ODM, har vi stadig organisationer for de statslige museer og regionale museer, men har nu også rigsorganisationen Sveriges Museer.

Sammenlægningen af museer i større organisatoriske enheder ses også i Sverige. I to regioner – Skåne og Västra Götaland – fusionerede gamle len i slutningen af 1990’erne og dermed åbnedes for sammenlægningen af de gamle länsmuseer, men det er kun delvist gennemført. Derimod ses på statsligt niveau en tydeligere udvikling mod større museumsenheder. De tidligere 22 centrale museer er nu samlet i ni museumsinstitutioner.

Armslængdeafstand

Et interessant udviklingstræk i den svenske museumsverden er indførelsen af armslængdeprincippet mellem politisk niveau og museerne, som blev indført, da Sverige i sommeren 2017 endelig fik sin museumslov. Et stort flertal af de svenske politikere ser museerne som bidragende til debat og folkeoplysning, uden at politikere kan blande sig. Loven indeholder imidlertid ingen sanktionsmuligheder, og det diskuteres stadigvæk, hvordan princippet skal tolkes. Som nogle siger, så kan politikerne blande sig i tildelingen af kommunale eller regionale tilskud eller mangel på samme.

Det skal blive interessant at se, hvordan det udvikler sig, og om armslængdeprincippet skærpes eller overlever i praksis og i kommende revisioner af den svenske museumslov.