Skoleskibet København. Foto: M/S Søfart

2 februar 2018   |   Udstillinger

Dyr ombord!

Sømandens tobenede, firbenede og tusindbenede rejsekammerater indtager M/S Søfart i vinterferien. Få lavet et portrætfoto med familiens bedste ven, se den nye fotoudstilling for børn, 'Jeg er en papegøje...', kom på dyreworkshop og tag med på gratis familierundvisninger med Kaptajn Storm og papegøjen Diego.

Museet M/S Søfart. Lige så længe mennesker har sejlet, har dyr været med ombord – enten som mad, selskab eller ubudne gæster. Det sætter museet fokus på i vinterferien med en lang række aktiviteter for børn og deres forældre. Den første weekend af vinterferien - d. 10.-11. februar - kan man tage hunden med på museum og få foreviget sig selv i matrostøj sammen med sin bedste ven. Man kan også studere skibsdyr i museets workshop, der er lavet i samarbejde med Øresundakvariet. Her kommer man helt tæt på skibenes lyslevende dyr - både dem på dækket og de ubudne gæster i ballasttanken. Man kan nærstudere og blive klogere på sortmundede kutlinger, krabber, larver og melorme.

På museets nye fotoudstilling for børn 'Jeg er en papegøje...' kan man gå på opdagelse i historiske fotos fra museets arkiv og nyere fotos af sømænd og opdagelsesrejsende i selskab med alt fra papegøjer til hvaler. Udstillingen er fortalt og skrevet af blandt andre Emil og Theis Erichsen, kendt fra tv-programmet 'Kurs mod fjerne kyster'. Kaptajn Storm og papegøjen Diego huserer i museets udstillinger, og hver dag i vinterferien kan man gøre dem selskab på en af de gratis familierundvisninger. Man kan prøve kræfter med at navigere og binde knob på ægte sømandsmanér. Der er beskøjter til at tage den værste sult og et stempel i sømandsbogen som bevis på, at man har klaret rejsen.

9.2. -18.2.