Foto: Ulla Strømberg

10 august 2018   |   Nyheder   |  af Ulla Strømberg, mag.art., suppleant i ICOM DKs bestyrelse

En forårsdag med ICOM DK - Generalforsamling og miniseminar om fremtidens museer

På en solskinsdag i maj 2018 drog 50 danske museumsfolk til generalforsamling hos ICOM DK i Nationalmuseets festsal. Det blev en dag med kontraster: sol udenfor, nedrullede gardiner indenfor. Fortiden i glasmontrer, fremtiden til diskussion.

ICOM kan bryste sig af at være mangfoldigt til stede i Danmark og er nr. 1 på globalt plan, hvis antal medlemmer sammenholdes med befolkningstallet. I alt 1.800 professionelle danske museumsfolk har det lille kort, som giver adgang til museer i hele verden.  ICOM er dog ikke mindst et museumsfagligt mødested, der giver folk let adgang til at møde kolleger fra hele verden via den nationale organisation, flere nye netværk på nordisk og nordeuropæisk plan og 30 internationale komiteer (faggrupper). I Danmark er den årlige generalforsamling et godt samlingspunkt.

Årsrapporten

En generalforsamling er altid en eksamen for formand og bestyrelse. Har de gjort det godt nok, passer pengene, og er medlemmerne tilfredse? Formanden, Søren La Cour Jensen, fremlagde årsrapporten.  Ingen indvendinger. Med nye bestyrelsesmedlemmer fra Grønland og Færøerne er kontakten blevet tættere til de nordlige kolleger. 

Årets vigtigste begivenhed var seminaret ”Difficult Issues”, organiseret i fællesskab af de nordiske landes ICOM-grupper i efteråret 2017. Deltagerne kom fra 20 lande, men kun få fra Danmark! Under den kryptiske overskift blev basale museumsspørgsmål diskuteret. Hvordan håndteres bl.a. gamle historier om Anden Verdenskrig? Hvordan tackler de nye EU-medlemslande deres forhistorie? Mange museer står over for nye etiske og moralske spørgsmål.

Kasserer Joachim Meyer gennemgik regnskabet. Mere end 80 % af medlemskontingenterne sendes direkte til Paris. Både årsberetning og regnskab blev vedtaget. Derpå genvalg af både bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.

Nationalmuseet i forandring

Uden pause var næste punkt ”Det nye nationalmuseum”.  For fuld kraft med PowerPoints forklarede vicedirektør Camilla Mordhorst, hvordan hele Danmarks nationalmuseum ved Frederiksholms Kanal med tilhørende 19 andre lokaliteter og museer skal igennem en form for turn around.  Mange ved det allerede, for også TV-seere er informeret af den nye direktør, Rane Willerslev. Nationalmuseet er under forandring. Med et høfligt buk til Kulturministeriet skal alt ske med 2 % økonomisk nedskæring for øje: Forandring og forbedring – for færre penge.  Museet ved vicedirektøren lyste dog af stor optimisme.

Ny museumsdefinition

Efter pausen tog ICOM Paris over bistået af Merete Ipsen og Jette Sandahl. Der er brug for en ny museumsdefinition. Verden er i forandring, siger ICOMs hovedkontor. Derfor skal alverdens ICOM-medlemmer komme med deres input, men ingen diskussion. Synspunkterne, optaget på bånd, sendes til Paris. Ny klinisk form.

Københavns Museum genetableres

Sidste punkt på dagen blev et interessant besøg på det kommende Københavns Museum i bygningen på hjørnet af Vester Voldgade og Stormgade i det tidligere Overformynderiet.  Et gammelt hus i skønvirke-traditionen, som renoveres med bevarelse af spændende rumudsmykninger og glasmosaikker. Indholdet bliver dog i tidens sprog, lovede museumschef Louise Jacobsen.

”Danske museer i nutid og fremtid” kunne dagen snildt have haft som overskrift. Næste år finder generalforsamlingen igen sted i maj måned, på et museum i Danmark, nær en togstation!