Der er leben i Det Historisk Arbejdende Værksted på sådan en helt almindelig tirsdag formiddag, og lige netop dét er en af årsagerne til, at de frivillige kommer. Niels Thomsen og Jens Jørgensen (nederst til venstre) drøfter en skrues diameter med en lokal, Erhard Tonnesen (midt for) har fundet en skrue til et par, hvis datter er på landsholdet i boccia, og Christian Tofte (til venstre) er kommet forbi for at få klippet noget plade – og for at få en god snak. Foto Pernille Thomsen.

11 januar 2019   |   Nyheder   |  af Pernille Thomsen, journalist, Danske Museer

”Her glemmer man, at man er ved at blive gammel”

12 mænd mødes hver tirsdag og torsdag i Det Historisk Arbejdende Værksted i Holeby. De mødes om gamle håndværk, især smedefaget, for fællesskabet, og som de selv siger: For at konerne ikke skal have os hængende om benene hele tiden.

 

Det er en klar tirsdag morgen i oktober. De smedede bogstaver, der staver Det Historisk Arbejdende Værksted, kaster en snirklet skygge på muren til det gamle elværk i Holeby på Lolland. Erhardt Tonnesen, som er formand for værkstedet, er allerede mødt sammen med Arne Kirkbach, der er i fuld sving med at forberede det afløb, der skal sikre, at regnvandet kan blive ledt fra taget af den nye tilbygning. Efterårssolen maser sig gennem de småsprossede vinduer, mens ældre mænd i arbejdstøj træder hjemmevant ind i en metallisk duft af skærevand og dieselolie. Fem frivillige foruden formanden, og et par, der kommer for at snakke, er mødt op i dag. Der bliver nikket, og brede, faste hænder møder hinanden i et tak for opmærksomheden til det netop overståede guldbryllup og 70-årsdagen. 

Det Historisk Arbejdende Værksted i Holeby har til huse i byens gamle elværk fra 1911. Værkstedet overtog bygningen i 1969 og fungerer som museum og lokalt værksted, drevet af kærlighed til de gamle fag, som der står på hjemmesiden. Værkstedet er åbent for besøgende, som regel turister eller lokale på tur, der gerne vil have en rundvisning og mulighed for selv at se og røre de gamle værktøjer, som er udstillet på førstesalen. Cirka 1000 besøgende bliver det til om året – for det meste tirsdag og torsdag kl. 9-12. I samme tidsrum kommer en formand og 12 pensionerede håndværkere – alle frivillige. Stedet er selvejende og drives for fondsmidler, private tilskud og af indtjening på forskellige opgaver. Her udføres især metalarbejde – for eksempel bæltespænder og morgenstjerner til vægterlauget i Maribo, låger til Minibyen Maribos udstilling og taskehængere i messing til Vartov kirken i København. Vedligehold af bygningen fylder også på arbejdslisten, og så har man en aftale med kommunen om at rundvise lokale skoleklasser.

Motoren er centrum

Alle skal lige ud og se, hvor langt tilbygningen er kommet, og på vej tilbage fordeles et par af dagens opgaver: et håndtag skal bukkes til porten på tilbygningen, og der skal bruges rustfrie spændskiver. ”Vi skal have gang i motoren,” siger Erhardt Tonnesen til Niels Thomsen. Den firetaktede dieselmotor, som er stedets hovedattraktion, skal tændes til ære for journalisten fra Danske Museer.

Dieselmotoren står næsten midt i værkstedet, og selv om den ikke er stor, er den alligevel udstyret med en femtrinnet stige, der giver adgang til en platform, så det er muligt at se motorens vippearme helt tæt på. På motorens ene side sidder det store svinghjul, der indtil 1960 var forbundet med en generator, der gav strøm til Holebys borgere. Lige denne motor har tjent på Lejre vandværk indtil 1992, men nøjagtig samme model stod på elværket oprindeligt.

Der skal to stærke hænder til at skubbe stikket til kompressoren i, så jeg kigger på. ”Nu kan du høre, at den brummer derinde,” konstaterer Niels. Han peger på manometeret og fortæller, at der normalt skal 15 bar på, men at denne motor helst skal have mellem 15 og 18. Han forsmører motoren ved at lægge alle kræfter i et rødt håndtag, og han får tørnet, altså drejet svinghjulet, så motoren er klar til start. Jeg får også lov at prøve. Olie på fingrene er en del af oplevelsen her, og det overrasker, hvor mange kræfter der skal lægges i for at dreje svinghjulet. Mens Niels har forklaret om lejer, plejlstang og krumtap, er Jens Jørgensen kommet til. Lydene og indstillingerne bliver tjekket efter, mens de to af og til nikker til hinanden for at signalere ’OK’.

Mænd og motor med samme historie

Dieselmotoren er lavet på fabrikken på den anden side af vejen. Fabrikken, eller dieselen, som den bliver kaldt blandt lokale, blev grundlagt af den flittige smed Hans Christoffersen i 1902. Han dør i 1908, og i 1916 sælges fabrikken til et selskab, der senere bliver en del af Burmeister og Wain, B&W. Dengang var B&W-koncernen en af verdens største producenter af dieselmotorer, og fabrikken fik navnet Holeby Dieselmotorfabrik. I løbet af årene ændrede fabrikken navn mange gange og blev til slut en del af den tyske MAN AG-koncern.

Produktionen i Holeby lukkede i 2004. Dengang skrev man i lokalavisen, at hvis en tilsvarende fabrik i København lukkede, ville det svare til 45.000 arbejdspladser. For mange i lokalområdet var det deres eneste arbejdsplads, og 30-, 40- og 50-årsjubilæer var ikke udsædvanlige. Niels Thomsen nåede sit 32-års jubilæum, og han er ikke den eneste på værkstedet, for hvem dieselen både er faglighed, fællesskab og lokalhistorie.

Fællesskab og formål er drivkraften

Der er leben i værkstedet. Der bliver klippet metalplader, der er gang i essen, og flere er i sving ude ved tilbygningen. Kompressoren til motoren larmer, så dagens pause bliver signaleret med en håndbevægelse, der indikerer kaffe. Karl Jørgensen har købt wienerbrød. Det er som regel også ham, der sørger for sild til frokosten sidste torsdag i måneden. Mændene stuver sig sammen i kaffestuen og langer til. Side om side bliver det tydeligt, at logoet fra MAN er en fællesnævner på arbejdstøjet.

Alle er enige om, at det er en fordel, at de kommer fra den samme arbejdskultur og kender hinanden. På spørgsmålet om, hvilken indflydelse det har, når der kommer gamle arbejdskolleger og spørger om en plads som ny frivillig, er svaret tøvende. ”Vi taler om det,” forklarer Erhardt Tonnesen. ”Hvis der er en, der vender tommelfingeren nedad, så snakker vi måske om det igen på et andet tidspunkt.”  

Det er fællesskabet og det sociale, der er centralt. Det handler om at komme op af sofaen og få noget adspredelse. ”Her glemmer man, at man er ved at blive gammel,” siger Erhardt. De andre nikker, og en tilføjer, at det jo heller ikke kan nytte noget, at konerne har dem hængende om benene hele tiden. ”Mænd skal mødes om et formål. Det er ikke nok bare at drikke kaffe,” konstaterer Erhardt Tonnesen. Der nikkes. ”Det er jo rart, at det, vi laver, også kan bruges til noget,” siger Karl Jørgensen.

Imens de sidder over kaffen, kommer flere lokale med opgaver. En mand skal have drejet nogle bolte, han skal bruge til sit papegøjebur. En handicapledsager er kommet for at få udskiftet et spændehåndtag til et bocciastativ. Hun forklarer, at boccia er ligesom petanque, bare med hjælpemidler. Det er vigtigt, at udstyret er i orden, for den handicappede er på landsholdet i boccia. Mens Erhardt går ud for at finde en nyt  håndtag til det speciallavede udstyr, fortæller handicaphjælperen stolt, at de sidste weekend gik fra en 89. plads til en 43. plads på verdensranglisten. Det slidte håndtag er ikke uden betydning.

Næste generation

Den yngste i gruppen er 66 år, men Erhardt Tonnesen er ikke bekymret for fremtiden. ”Da Helge, Jørgen og Poul, som startede værkstedet, var ved at være trætte af dage, var man også bekymret for, hvordan det skulle gå. Men så kom der en ny flok. Det har ændret værkstedet fordi der nu er andre interesser for håndværket, der er kommet til. Og nye idéer,” forklarer han. Hans bekymring går mere på, at den næste generation ikke findes, når det kommer til håndværket. Derfor er det vigtigt at gøre sig klar, at værkstedet måske i fremtiden skal bruges af kunsthåndværkere, guld- og sølvsmede eller andre håndværkere: ”Tanken med den nye tilbygning er, at det skal indrettes til blikkenslagerværksted. Jeg ved, at der håndværksmæssigt er interesse for det i lokalsamfundet.”

De tre timer er gået, og dagen slutter i kaffestuen med en øl eller sodavand efter eget valg. Gårsdagens udsendelse om slaveri når lige at blive diskuteret og perspektiveret, inden lyden af tomme dåser rammer bordet. ”Nu må jeg hellere køre hjem, inden hun sætter min mad ud til hunden,” siger Christian Tofte, der ikke er fast frivillig, men bare har været med i dag for den gode snak.