Foto: Samsø Museum

5 september 2018   |   Udstillinger

Hjem – fra Syrien til Samsø

Samsø Museums særudstilling sætter fokus på den globale flygtningekrise ud fra et lokalt perspektiv. Udstillingen tager udgangspunkt i tre syriske familier, som kom til Samsø i 2015, og fortæller igennem billeder, video, tekst og installation om en både storpolitisk og hyperlokal rejse. Udstillingen lukker ned med udgangen af oktober.

Hvad vil det sige at føle sig hjemme? Og hvordan skaber man sig et hjem, når det eneste, man har tilbage efter flugt, er en kam, en lommekniv, shorts og en t-shirt?

Hvordan er det at komme fra et pulserende storbyliv i Damaskus eller Aleppo og blive genhuset i et lille ø-samfund? I et hus med møbler og ting, der tilhører husets oprindelige ejere, eller som er donerede. Uden personlige ejendele genetablerer tre syriske storbyfamillier daglige rutiner, familie- og hverdagsliv i nye landlige omgivelser og i huse møbleret af fremmede. Udstillingen stiller skarpt på tingenes rolle i opbyggelsen af hjem, samt de udfordringer, der kan være forbundet med at skulle starte forfra langt væk hjemmefra.

Udstillingen er produceret af Samsø Museum, afdeling under Moesgaard Museum, og feltarbejdet er lavet af visuel antropolog Line Grüner Overgaard. Læs mere om udstillingen på Samsø Museum.

19.5 - 31.10.