Anselm Kiefer. For Louis-Ferdinand Céline: Voyage au bout de la nuit. Installation shot, Copenhagen Contemporary 2016. Foto: Anders Sune Berg

13 november 2017   |   Nyheder

Kommunal opbakning til Copenhagen Contemporary

Overborgmester Frank Jensen (S) og kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) har meddelt Copenhagen Contemporary, at de vil finde politisk opbakning til at støtte kunstcenteret med 3. mio. kr. allerede fra 2018. Copenhagen Contemporary kommer dermed et skridt nærmere en åbning i nye lokaler på Refshaleøen.

Copenhagen Contemporary har siden sommeren 2016 præsenteret udstillinger af nutidskunst på højt internationalt niveau på Papirøen. Med ombygningen af Papirøen til nytår arbejder kunstcenteret på at fortsætte på Refshaleøen. Nu giver en betydningsfuld støttetilkendegivelse fra Københavns Kommune et godt grundlag for at søge ny privat finansiering og realisere flytningen. ”Jeg håber, at Copenhagen Contemporary kan virkeliggøre sit ønske om at flytte til Refshaleøen med vores opbakning. Kunstcenteret er på kort tid blevet et af byens vigtige kulturtilbud og vil være et spændende bidrag til Københavns nye bydel", siger overborgmester Frank Jensen.
 
Copenhagen Contemporarys pilotprojekt har været en stor succes på Papirøen: Med mere end 100.000 gæster er kunstcenteret på lidt over et år blevet Danmarks mest besøgte kunsthal. Ambitionen er nu i samarbejde med Københavns Kommune og private fonde at etablere et permanent, internationalt kunstcenter på Refshaleøen, der kan videreføre pilotprojektets succes. Sammen med madmarked, internationale musikfestivaler og midlertidige studieboliger vil Copenhagen Contemporary bidrage til et nyt og spændende byområde på Refshaleøen med kreative kulturoplevelser og et fantastisk byliv.

Copenhagen Contemporary har som vision at åbne i 2018 på Refshaleøen. Overborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesteren forventer at kunne finde støttemidlerne i den såkaldte overførselssag i foråret 2018. Støtten skal bl.a. gå til kunstaktiviteter og kunstformidling til Københavns børn og unge.

CCs pilotprojekt afsluttes den 26. november, da Papirøen skal rømmes pr. 1. januar 2018 for at give plads til boliger og en svømmehal.