The Lake. Foto: Julie Tovgaard.

31 oktober 2018   |   Nyheder

Ny podcast om Samtidskunst

Podcast for Samtidskunst er Museet for Samtidskunst nye lydplatform. Nu kan kunstinteresserede få samtidskunst, der hvor de er. Podcasten er en forlængelse af museets udstillinger og samtidig en selvstændig kanal for nye lydværker.

 

Museet for Samtidskunst har en markant samling af lydkunst og eksperimenterende musik. Det er værker, som sagtens kan lyttes til uden for museets fire vægge og uafhængigt af museets åbningstider. Derfor har museet valgt at arbejde med podcasts som platform for lydkunst og kunstformidling. ”Podcastmediet er for alvor ved at slå an i Danmark. Flere og flere bruger det. Og da vi arbejder for at få samtidskunsten ud til borgerne, der hvor de er, er det et naturligt skridt at producere podcasts”, fortæller museumsdirektør Birgitte Kirkhoff Eriksen. Museet for Samtidskunst har fra 2018 et særfokus på alternative distributionsformer for samtidskunst. Udover podcasts udgiver museet fx LP'er og præsenterer en online-udstilling med GIF'er.

I høj sø

Første afsnit af Podcast for Samtidskunst handler om komponisterne Henning Christiansen og Anders Lauge Meldgaard. Meldgaard skrev værket '12 instrumenter til Henning' til udstillingen 'Christiansen i høj sø', der var på Museet for Samtidskunst januar - april 2018. I podcasten møder man Anders i hans studie på Amager, hører ham fortælle om at komponere videre med Christiansens tonemateriale og så bringes et længere uddrag fra en uropførelse, der fandt sted i Koncertkirken på Nørrebro 5. april.

Podcast for Samtidskunst er et supplement til udstillinger og events på Museet for Samtidskunst, men er samtidig også en udstillingsplatform, hvor nykommissioner, performances og kunst fra museets samling og arkiv præsenteres. Podcast for Samtidskunst er støttet af Det Obelske Familiefond og Politiken Fonden og laves i samarbejde med The Lake. Hør alle Podcast for Samtidskunst her.

https://samtidskunst.us5.list-manage.com/track/click?u=f8fa22d59933dc8682ffdb1a4&id=50130bfa41&e=ec51ad94dd