Skattejagt med metaldetektor Lindholm Høje Museet. Foto: Nordjyllands Historiske Museum.

1 februar 2018   |   Nyheder

Vinterferie med historisk islæt

I uge 7 og 8 er der aktiviteter for børn på Lindholm Høje Museet, Aalborg Historiske Museum og Cirkusmuseet i Rold. Man kan gå på jagt efter vikingeskatte med metaldetektor, lave sine egne vikingesmykker, smage på historien og fejre fastelavn med tøndeslagning på Cirkusmuseet i Rold.

De senere år er det blevet meget populært at gå på jagt med metaldetektor og lede efter gamle mønter, smykker og andre metalfund fra fortiden. Nu kan børn i alderen 6-14 år prøve en metaldetektor på Lindholm Høje Museet i Nørresundby. Her kan de søge efter gemte vikingeskatte i sandjorden bag museet, og måske være heldig at finde et vikingesmykke. Bagefter kan de besøge smykkeværkstedet indenfor, hvor de kan montere eventuelle fundne smykker i en halskæde og få deres vikingesmykke med hjem. På Lindholm Høje Museum kan man høre mere om metaldetektorarkæologi som hobby. Arkæologer viser udstyret frem, fortæller hvordan en metaldetektor virker, hvor må man søge og hvad man kan finde i den nordjyske muld.

Det foregår onsdag d. 21. februar og fredag d. 23. februar (uge 8) kl. 13-16.

Hvordan smager fortiden?

På Aalborg Historiske Museum får børn chancen for at opleve fortiden helt tæt på i en rundvisning, hvor de kan smage, lugte til og røre ved fortiden. Undervejs i rundvisningen får man lov at smage den grød, som en jernalderkvinde fik med sig i graven for 1600 år siden. Der er også smagsprøver på fedtemadder og puddersukkermadder, som dem skolebørn havde med i madpakken i midten af 1900-tallet.

Senere kommer man forbi verdens ældste hønseæg, som er fundet i Aalborg; man får lov at synge, som de gamle cigarrullere fra C. W. Obels Tobaksfabrik gjorde, mens de rullede cigarer; og i Aalborg Historiske Museums udstilling om 2. Verdenskrig får man lejlighed til at mærke, hvor tung en håndgranat fra dengang faktisk er.

Det sker tirsdag 13. og onsdag 14. februar (uge 7) samt tirsdag 20., onsdag 21. og fredag 23. februar (uge 8). Alle dage kl. 11.

Slå katten af tønden på Cirkusmuseet i Rold

Fastelavnsfestlighederne begynder i Rold Kirke kl. 13.15 med en fastelavnsgudstjeneste for hele familien, hvor man gerne må være udklædt. Efter gudstjenesten går alle nemlig videre til Ridehuset ved Cirkusmuseet, der ligger tæt ved kirken. Her fejres fastelavn, og store som små har mulighed for at slå katten af tønden i kampen om at blive kattekonge og dronning. Der er to tønder – en for de små og en for de lidt større børn.