17 august 2018   |   Nyheder   |  af Ole Winther, Museer, Slots- og Kulturstyrelsen

Museernes samlinger kan fortsat blive forbedret

Mit oplæg for nylig på de svenske museers årsmøde blev en noget skæv start på en debat i pressen, som imidlertid satte fokus på et vigtigt emne.  

Mit overordnede og ærlige budskab var, at der er behov og potentiale for, at museerne gennemgår deres samlinger med henblik på at udskille de dele, der ikke har en forsknings- og formidlingsmæssig værdi, og som dermed ikke bør bevares på museerne. 

Det er et budskab, der absolut ikke er noget nyt i, og som jeg ved, rigtig mange af jer er enige i. Arbejdet er da også i fuld gang – og har været det i årevis - overalt i landet ved både statslige og statsanerkendte museer. Antallet af udskillelsesansøgninger fra museerne er da også intensiveret over de seneste år, så vi siden 2007 har behandlet over 460 udskillelsessager svarende til cirka 175.000 genstande. Vi oplever da også generelt, at museerne har et stort fokus på opgaven, og at arbejdet sker på et grundigt og fagligt forsvarligt grundlag. 

Jeg vil også gerne slå fast, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke har mål for udskillelse af genstande. Det har vi ikke, fordi det ganske enkelt ikke er vores opgave at udskille genstande eller opsætte et mål for hvor mange genstande, der skal være på de danske museer. Den opgave ligger hos de statsanerkendte museer, som også er ansvarlige for alle dele af samlingsvaretagelsen. Ingen dele er vigtigere end andre, og kassation og samlingsgennemgang hænger tæt sammen med et fokus på indsamling, hvor det er mit indtryk efter dialog med en række museer, at vi også med fordel kan tale sammen om, hvordan vi sikrer det rette fokus på indsamling af genstande fra nutiden af både materiel og immateriel karakter.   

Det er et faktum, at nogle museer i tidens løb har accepteret genstande uden oplysninger om deres brug eller proveniens og uden forbindelse til museernes ansvarsområde. Resultatet af en sådan indsamling er, at det er blevet tungt at løfte samlingsansvaret for nogle museer.   

Derfor kan der være god grund til at foretage en kritisk gennemgang af samlingerne for at få et overblik over sammensætning, bevaringstilstand, den ledsagende dokumentation og forbindelsen til ansvarsområdet. Gennemgangen sætter museet i stand til at prioritere og fokusere bevaringsindsatsen på de genstande, der har forsknings- og/eller formidlingsmæssig værdi for varetagelsen af ansvarsområdet. Samtidig kan man få identificeret de genstande, der med rimelighed kan udskilles fra samlingerne. Og her kommer Slots- og Kulturstyrelsen ind i billedet, for et statsanerkendt museum kan uden ansøgning udskille genstande til optagelse i andre statslige- eller statsanerkendte samlinger. Det er aktuelt, hvis genstanden(e) har forbindelse til et andet museums ansvarsområde og dermed får en værdi, de ikke havde på det første museum. Udskillelse til anden side, herunder til giver (hvis en sådan findes), til formidlingsformål eller til kassation, kan kun ske efter tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen, som det er beskrevet i museumsloven. 

Ønsker et museum at udskille genstande fra sin samling, skal man søge styrelsen om tilladelse. Da udskillelse altid sker på baggrund af museets faglige vurdering og ikke på baggrund af konkrete måltal, skal museet redegøre for baggrunden for udskillelse ud fra de retningslinjer, som ligger på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside. Først da - og altså på baggrund af museets argumentation - vurderer styrelsen ansøgningen. Men Slots- og Kulturstyrelsen hverken kan eller vil tvinge museerne til at skille sig af med genstande. Det er helt op til museerne selv at afgøre.  

Dermed ikke sagt, som også vores kvalitetsvurderinger viser, at alt er i den skønneste orden. Der er fortsat store forskelle på, hvordan de enkelte museer har arbejdet med deres samlinger – og for nogle er der fortsat et stykke vej, før samlingen både i omfang og bevaringsniveau er, som det bør være. Men vi er godt på vej, og Slots- og Kulturstyrelsen hjælper altid gerne museer, som er i tvivl om, hvordan de skal gribe processen an.

Læs ODM, NKF og ICOM Danmarks svar

Danske Museer har bedt Formandskabet i Organisationen Danske Museer, Nordisk Konservatorforbunds Formandskab og Formanden for ICOM Danmark, Søren la Cour Jensen om at forholde sig til Winthers indlæg. Læs dem i seneste nummer af Danske Museer.