The Silo. Foto: Rasmus Hjortshøj.

16 august 2018   |   Publikationer

Ny dansk arkitektur

De første bind er landet i en serie om ny dansk arkitektur. Her om The Silo og Vadehavscentret.

Nu kommer de første to bind i en bogserie om ny dansk arkitektur. Gennem 10 bind vil serien give et vitalt signalement af den nyeste danske arkitektur og præsentere nogle af de mest nytænkende projekter, dansk arkitektur kan byde på netop nu. Hvert bind udfolder et enkelt bygningsværk og portrætterer derigennem tegnestuen bag. Gennem et essay og et dybdegående interview med arkitekten, kommer man helt tæt på førende danske arkitekters tanker, visioner og arbejdsmetoder. De 10 bygninger repræsenterer desuden hver især et højaktuelt tema i tidens arkitekturdebat – fra transformation til bæredygtighed. Bind 1 fortæller om Dorte Mandrups anmelderroste Vadehavscentret i Ribe (2017), som er et uhyre vellykket eksempel på forankring af bygningen på et særligt sted under hensyn til klima, geografi og stedets traditionelle byggeskik. Bind 2 præsenterer tegnestuen COBEs The Silo – en transformation af en gammel silo i Københavns Nordhavn til luksuriøse ejerlejligheder og restaurant (2017). Transformation af eksisterende bygninger til nye formål vil være en af de store udfordringer i fremtidens byer, og COBE har løst denne opgave på forbilledlig vis med The Silo.

Kristoffer Lindhardt Weiss

Ny dansk arkitektur: The Silo & Vadehavscentret

Strandberg Publishing