Foto: M/S Museet for Søfart.

3 november 2017   |   Udstillinger

Da Danmark forstyrrede søfarten

I 1912 forandrede Danmark søfarten for altid, da skibet SELANDIA afsejlede fra København med kurs mod Bangkok. I M/S Museet for Søfarts nye særudstilling 'Den første tur med SELANDIA' stilles der skarpt på skibet, der styrkede Danmarks position på den globale scene, Danmarks og Thailands handelsforbindelser og dieselmotorens banebrydende teknologi.

M/S Museet for Søfart. Da ØK's nye dieseldrevne skib SELANDIA afsejlede fra København i 1912, markerede det begyndelsen på en ny æra for den danske og internationale søfart. En tid hvor motorskibene dominerede. En tid som vi fortsat lever i. 'ØK og SELANDIA er et stykke erhvervshistorie om udsyn og globale ambitioner, der bragte Danmark ud i verden – som det er søfartens væsen. M/S Museet for Søfarts udstillinger handler netop om, at søfart binder verden sammen, og derfor er vi meget glade for at præsentere en udstilling om skibet der revolutionerede søfarten', forklarer direktør for M/S Museet Søfart Ulla Tofte.

Et skib kendt verden over
I udstillingen kommer man gennem fotos og film tæt på B&W's og ØK's partnerskab, der var præget af internationalt udsyn og et ønske om at styrke Danmark på den globale scene. I udstillingen ses der også nærmere på Danmark og Thailands fælles historie med udgangspunkt i Bangkok – ØK's arnested.

SELANDIA havde ikke bare en revolutionerende motor, men også et nyskabende udseende. I udstillingen kan man, ud over en model af skibet, bl.a. se tekniske tegninger af skibet og dets interiør, skibsklokken fra SELANDIA, malerier og historien om den banebrydende dieselmotor.

Man møder også sømanden på SELANDIA gennem bl.a. breve, tegninger og portrætter.

10.11.17-18.2.18