Medicinsk Museions store samlinger dokumenterer den sundhedsfaglige udvikling fra fortidens famlende forsøg på at behandle alvorlige sygdomme til nutidens videnskabelige medicin. En forståelse, der indeholder mange etiske dilemmaer, da den i høj grad er bygget af døde kroppe.

Bevarede dele af det menneskelige legeme, fra inderst til yderst, udgør en helt særlig og unik del af samlingerne på Medicinsk Museion. Fikserede i konserverende væsker, står organer og kropsdele i forseglede glas, og kasser med kranier og knogler på magasinets mørke hylder. Nogle af dem er eksempler på det normale og raske, mens andre vidner om, hvordan sygdomme, skader eller vold påvirker kroppen, og hvordan resultater af den unormale udvikling i fosterstadiet kan have fatale konsekvenser.

Arbejdet med disse samlinger er derfor en daglig konfrontation med livets slutning. Et møde der vækker alt fra gru og melankoli til fascination og forbavselse over livets på én gang skrøbelige og ihærdige natur.

Dengang og nu

I dag sker donationer af kroppe til videnskaben ikke uden tilladelse fra den afdøde. Det er et aktivt valg personen skal træffe, mens vedkommende er i live. Denne praksis er dog relativt ny, hvorimod lægevidenskabens behov for at kortlægge kroppens indre atlas og mekanismer, har eksisteret i årtusinder.

De ældste medicinske anatomiske samlinger, der er bevaret i dag, blev fremstillet fra slutningen af 1780’erne med den hensigt at forsøge at forstå, hvorfor nogle børn blev født med så svære misdannelser, at de ikke kunne overleve. De blev først og fremmest fremstillet til undervisning, men også til dokumentation og forskning. Det samme formål gjaldt for de anatomiske, patologiske og retsmedicinske samlinger, der bliver fremstillet i de følgende to århundreder.

Der har ikke været nogen form for ulovlig praksis i processen med at opbygge disse samlinger. Det er sket inden for den normative forståelse, der har været på det pågældende tidspunkt. De menneskelige dele er med stor faglig viden udvalgt, præpareret og konserveret af anatomer med særlige kvalifikationer, men i modsætning til i dag har donorens accept heraf været underordnet.

Det er derfor ikke helt ukompliceret at stå med dette ømtålelige materiale i hænderne, men jo bedre man forstår baggrunden for samlingerne, jo nemmere bliver det at håndtere den ubekvemme følelse de fremprovokerer.

Udstillingen om det indsamlede menneske

I dag har de humane præparater ikke den anatomiske betydning og værdi for medicinsk undervisning, som oprindeligt var grunden til, at de blev fremstillet. I stedet er de blevet til museumsgenstande og tjener deraf et andet formål. De udgør en afgørende bestanddel i fundamentet for den moderne lægevidenskab og giver os indsigt i, hvad det har krævet at nå det punkt, vi står ved i dag.

Med den bevidsthed har vi haft et ønske om at vise nogle af de mange og meget specielle humane præparater i en offentlig udstilling i Danmark, og i 2015 åbnede vi derfor udstillingen Det Indsamlede Menneske. Fokus i udviklingen af denne udstilling har først og fremmest hvilet på de etiske aspekter, særlig for at undgå, at det humane materiale opfattes som ’horror chamber’- formidling, hvor chokeffekten fra publikums møde med det makabre bliver målet i sig selv.

Den enkelte besøgendes oplevelse kan og skal vi ikke styre. Mødet med de humane præparater kan opleves med nysgerrighed eller gru, men aldrig med respektløshed, og det har været hensigten at gøre denne oplevelse mulig på en seriøs måde. Rammen for udstillingen er at formidle den lægevidenskabelige rejse i at forstå kroppens anatomi og dermed selve årsagen til, at materialet i sin tid blev indsamlet.

Dilemmaet om skelettet

I udstillingen placerede vi et usædvanligt velbevaret fuldvoksent skelet. Det unikke ved skelettet er især, at bruskdele og ledbånd er intakte, og at disse alene holder knoglerne på plads. Der er derved ikke behov for at holde sammen på det med metaltråd eller andre fremmedlegemer, der ofte er nødvendige, når skeletdele skal sættes sammen. Når beskueren står og kigger ind i montren, ser vedkommende altså på en ren, afklædt spejling af sit eget indre skelet uden forstyrrende elementer. Bortset fra én. Skelettet stammer nemlig fra en komparativ samling, hvor det oprindelige formål har været at sammenligne biologiske antropologiske træk mellem forskellige etniciteter. I den forbindelse har man påsat et mærkat på siden af skelettets kranie med teksten ”En Neger”.

Efter omfattende diskussioner om problemstillingen, valgte udstillingsgruppen at lade skelettet indgå i udstillingen med en kommentar, der kort forklarede årsagen til den betegnelse, man kan se på siden af kraniet.

Skiltet i udstillingen, der kort forklarer mærkatens oprindelige formål. Foto: Sara Valle Rocha.

Kommentaren skal ikke opfattes som en ansvarsfraskrivelse. Vi er bevidste om, at mærkatet både er en uacceptabel og ukorrekt betegnelse, der ikke har nogen funktion i nutidens øjne. Så hvorfor ikke bare fjerne mærkaten? Det spørgsmål har vi også diskuteret, men vi mener, at det ville være forkert, da vi derved fjerner en betydelig del af den historiske dokumentation, som genstanden udgør i sin helhed. Vi piller ved fortidens opfattelse og deri ligger en stor fare for, at vi pynter på sandheden og fejer den grimme del af historien ind under gulvtæppet. Når vi bevarer samlinger, skal vi tage ansvar for dem – også for de kontroversielle aspekter, som i høj grad er til stede i den lægevidenskabelige udvikling. Det ser vi som en selvfølge i den professionelle drift og samlingsvaretagelse på museet.

Udskiftning til det bedre

På samme måde har vi pligt til at følge med tiden og være opmærksomme på diskursen i den offentlige debat. Vi ønsker ikke at støde nogen med vores udstillinger. Og det har vi for nyligt oplevet med det omtalte skelet, hvilket har tydeliggjort, at skelettets mærkat bliver opfattet anstødeligt og fjerner fokus fra den fortælling, vi gerne vil formidle med udstillingen.

Vi har derfor haft skelettet op til overvejelse igen og har besluttet at udskifte det med et nyere undervisningsskelet, der ikke har relation til en komparativ samling. Skelettet, vi erstatter det oprindelige skelet med, er langt fra lige så velbevaret og formidler ikke den normalanatomiske krop lige så fyldestgørende som skelettet i udstillingen. Knoglerne er sammenholdt af metaldele i form af fjedre, møtrikker og messingtråde. Brystkassen er modelleret op for at illudere en helhed omkring brystbenet, og hver enkelt ryghvirvel er holdt sammen med en diskos af uldfilt og lim.

Uagtet disse mangler og udfyldninger, egner skelettet sig faktisk bedre til at formidle den fortælling, vi gerne vil præsentere for publikum i Det Indsamlede Menneske. Det er nemlig et klassisk undervisningsskelet, som har været anvendt til normalanatomisk undervisning. På den måde taler det bedre sammen med de andre genstande i udstillingen, som netop har været anvendt til samme formål, nemlig at forstå kroppens normale udvikling, og hvornår og hvordan denne påvirkes af forskellige lidelser.

På trods af, at skelettet fra den komparative samling har et stort potentiale til at formidle den normalanatomiske krop, så overdøver dets oprindelige formål den velbevarede skikkelse. Et formål, der i dag kun kan betragtes som uetisk, og som ikke har tjent den moderne medicinske forståelse. Skelettet bærer en mørk og vigtig fortælling, men den skal formidles i den rette kontekst, så det er tydeligt, at det bliver udstillet for at dokumentere en uddød videnskab om fortidens raceopfattelse.

Samlingerne er vores fælles hukommelse på godt og ondt

Fortiden kan vi ikke løbe fra. Og når vi forsøger at pynte på den, bliver den i sidste ende bare grimmere. Vi er nødt til at acceptere den, uanset hvor grum, sårende, meningsløs og uforståelig den kan være. Som museum ser vi det som en af vores vigtigste opgaver at bevare de genstande, der på godt og ondt beviser den udvikling og indsigt vores erfaringer og erindringer beriger os med. Museet skal i dag tjene det omkringliggende samfund i kraft af en fælles hukommelse, der skal danne os og klæde os på til at reflektere over tilværelsen.

Montre med skeletmateriale fra udstillingen Det indsamlede Menneske. Det omtalte skelet ses i højre side af montren. Foto: Nicolai Howalt.

Vi mener derfor, at samlingerne skal bevares som en uvurderlig del af vores historie. Vi er opmærksomme på, at det rejser nogle særlige krav både at bevare og formidle materialet på en meningsfyldt og etisk forsvarlig måde, og at det skal gennemtænkes med et klart formål. Samtidig skal vi være forberedte på at håndtere de dilemmaer vores samlinger byder os, og vi vil uden tvivl fortsat modtage henvendelser og spørgsmål fra de besøgende vedrørende vores formidling og aktiviteter. Det er i hvert fald vores forhåbning, at den betydningsfulde dialog fortsætter, for det er derfor vi bevarer vore samlinger af humant materiale.

Amalie Schjøtt-Wieth er konservator og samlingsmedarbejder og Ion Meyer er konservator og samlingschef på Medicinsk Museion.