Kom i gang med kunstig intelligens på museet

Fra formidling over markedsføring til administration og forskning: Kunstig intelligens giver muligheder for automatisering og – i nogle tilfælde – forbedring. Men hvor skal man starte? Hvad bør man være varsom med? Og hvordan sørger man for klare retningslinjer og for at undgå forvirring om, hvem der egentlig står bag museets produktion?

Temaer

På dette kursus skal vi undersøge, hvordan museer – store som små – kan forholde sig konstruktivt kritisk til kunstig intelligens. Vi identificerer de største potentialer og kortlægger faldgruber igennem analyser af eksisterende initiativer på området, for – sammen – at tænke kunstig intelligens ind i en museumskontekst. 

Udgangspunktet er ikke, at alle museer partout skal implementere kunstig intelligens overalt, men at de nye teknologier er så allestedsnærværende, at man som museum bliver nødt til at tage aktivt stilling til, hvordan de skal håndteres.

Udbytte

Dit udbytte:

Du bliver i stand til at navigere i de mange muligheder og til at hjælpe dit museum godt på vej til en fornuftig implementering med hold i jeres grundværdier

Museets udbytte:

Efter deltagelse vil medarbejderen kunne forholde sig både praktisk og strategisk til kunstig intelligens og dermed kunne hjælpe med at realisere teknologiens potentiale på jeres museum.

Arbejdsform og forberedelse

Undervisningen vil veksle mellem oplæg, diskussion og gruppearbejde. Inden kurset skal du som deltager kortlægge eksisterende brug af kunstig intelligens på dit museum. Dette skal blot fremlægges mundtligt.

Målgruppe

Kurset er for museumsansatte med interesse for den teknologiske udvikling. Derudover er der ingen krav om forudsætninger.

Undervisere

Merete Sanderhoff (mag.art. i Kunsthistorie) er museumsinspektør og seniorrådgiver med fokus på digital museumspraksis. Hun har arbejdet med museers forhold til nye teknologier siden 2007

Jonas Heide Smith (cand.mag. i Medievidenskab, ph.d.) er leder af SMK’s digitale afdeling. Han arbejder med digital brugeroplevelse og strategisk anvendelse af digital teknologi på museer.

Underviserne har drevet SMK’s mangeårige arbejde med kunstig intelligens og er i skrivende stund ved at udarbejde et såkaldt AI-værdigrundlag, der skal præsentere museets stillingtagen til principielle spørgsmål vedrørende de nye teknologier.

Har du spørgsmål?

Ring eller skriv til uddannelseschef Ida Bennicke på 31251701 eller ida@dkmuseer.dk, hvis du er i tvivl, om kurset er det rette for dig.