Børneperspektiver på museumsoplevelsen

Hvorfor skal børn gå på museum? Det er der mange voksne, der mener noget om. På kurset sætter vi fokus på børneperspektivet og på, hvad der i børnehøjde er den meningsfulde museumsoplevelse.

Kurset tager afsæt i forskningsprojektet BØV – Børns møde med den nationale kulturarv, og henvender sig til dig, der har en særlig interesse i at styrke arbejdet med børnepublikummet ved at inddrage børns egne perspektiver.

Som en del af kurset skal du lave en mindre undersøgelse på dit eget museum, hvor du får mulighed for at afprøve en række konkrete metoder i praksis.

Temaer

Museumsreformen har skabt en incitamentsstruktur, der gør det ekstra attraktivt for museerne at tiltrække børn som publikum. På kurset vender vi perspektivet og sætter fokus på, hvad der gør museerne attraktive for børnene.

Formålet med kurset er at kvalificere deltagernes muligheder for at arbejde mere aktivt med børnepublikummet. Det gælder både at forstå børn som målgruppe og deres præferencer. Men også mere aktivt at sætte fokus på, hvordan inddragelse af børn kan bruges til at kvalificere formidling, kommunikation og ikke mindst anerkende dem som en målgruppe, der også har en stemme.

Uanset om børn kommer på museet i deres fritid eller i skoleregi, er børns museumsbesøg i den grad rammesat af voksne: De voksne, som barnet følges med, og de voksne, barnet møder på museet. På kurset fokuserer vi primært på de frie børn som målgruppe, men arbejder du med formidling i skoleregi og ønsker at blive bedre til at fokusere på børnenes egen handlekraft og meningsskabelse, er kurset også for dig.

Udbytte

På kurset får du:

  • Viden om konkrete metoder til at inddrage børn
  • Viden om børnesyn og børneperspektiver
  • Viden om museumsrummets betydning for oplevelsen
  • Færdigheder i at omsætte viden om børn som museumsbrugere til konkrete formidlingspraksisser
  • Kompetencer i at anvende forskellige metoder til at inddrage børns perspektiver

Din arbejdsplads får en medarbejder, der:

  • er i stand til at igangsætte nye tiltag for frie børn og familier baseret på aktuel forskning i børnekultur
  • er kvalificeret til at inddrage børns egne perspektiver på museet i udvikling og gennemførelse af tiltag rettet mod målgruppen

Arbejdsform og forberedelse

Undervisningsformen vil være en kombination af oplæg fra underviserne og konkrete øvelser, hvor deltagerne arbejder praktisk med stoffet.

Inden første kursusdag forventes deltagerne at have læst 2-3 artikler fra BUKS særnummer om BØV samt valgfri sekundærlitteratur. Derudover opfordres deltagerne til at gøre sig tanker om, hvordan de ser børn på deres eget museum.

På kursets første dag introduceres forskellige metoder til at inddrage børneperspektivet samt præsentere viden og erfaringer fra BØV – Børns møde med den nationale kulturarv. Projektet har gennem tre år undersøgt børns oplevelser af kulturarven på Nationalmuseet, SMK og Det Kongelige Teater. Udgangspunktet for projektet har været FNs børnekonvention og begrebet om børn som kulturelle medborgere, der fremhæver børns handlemuligheder, børns forskelligheder og samspillet mellem børn, voksne og institution. En central del af projektet har været at samarbejde med børn som medforskere.

Mellem de to kursusdage gennemfører deltagerne selv en miniopgave, hvor de præsenterede metoder anvendes til at skabe viden om børns oplevelser på deres eget museum.

Anden kursusdag tager udgangspunkt i deltagernes egne opgaver, der sættes i perspektiv gennem teorier om børn og børnekultur og refleksioner over betydningen af museets rammer, herunder rum, genstande og de forskellige voksne, som børnene interagerer med.

Målgruppe

Kurset henvender sig til medarbejdere, der forholder sig til børns brug af museet. Det gælder formidlere, inspektører, undervisningsansvarlige, kommunikationsmedarbejdere og andre, der i deres praksis kan se værdien af at opbygge viden om børns møde med museet og anvende denne viden udviklingsorienteret.

Vi forventer, at deltagerne har minimum et par års praktisk erfaring med formidling af kultur til børn.

Undervisere

Lektor Louise Ejgod Hansen og postdoc Christiane Særkjær fra Aarhus Universitet er begge en del af forskningsprojektet BØV – Børns møde med den nationale kulturarv, der undersøger børns perspektiver og oplevelser på museer. Projektet er et samarbejde mellem Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Det Kongelige Teater.

Louise Ejgod Hansen har forsket i publikumsoplevelser og børnekultur gennem mange år og har blandt andet arbejdet med forskellige inddragende undersøgelsesdesign. Hun var projektleder for evalueringen af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, herunder set fra et børneperspektiv. I samarbejde med Teatercentrum og Randers Teater har hun udviklet metoden Teateroplevelser – at skabe samtalerum med børn og unge.

Christiane Særkjær har forsket i museumsformidling særligt i relation til publikums deltagelse, dialog og medborgerskab – herunder museumsrummets betydning for disse. Hun har gennem sin forskning arbejdet med en række forskellige kvalitative metoder med særligt fokus på inddragelse. Derudover har Christiane tidligere været ansat som museumsinspektør.

Foruden de to undervisere vil der også komme 1-2 oplægsholdere, der til daglig arbejder med at inddrage børn på kulturinstitutioner og vil bidrage med deres erfaringer fra praksis.

Har du spørgsmål?

Ring eller skriv til uddannelseschef Ida Bennicke på 31251701 eller ida@dkmuseer.dk, hvis du er i tvivl, om kurset er det rette for dig.