FAQ om faglige netværk

Hvad er et fagligt netværk?

De faglige netværk under Danske Museer er en unik mulighed for at udveksle og dele erfaringer, få ny viden og styrke samarbejdsrelationer på tværs af den danske museumsverden.

Her mødes museumsansatte inden for alle fagligheder og arbejdsområder.

Hvad koster det at være med?

Det er gratis at tilmelde sig et netværk. Når du er tilmeldt netværket, får du information om kommende netværksmøder på mail.

Der er deltagerbetaling på netværksmøder.

Hvad er et netværksmøde?

På netværksmøderne kan der være oplæg, udveksling af erfaringer m.m. Netværkene tager aktuelle faglige problemstillinger op på deres møder. Det er de faglige koordinatorer for de enkelte netværk som planlægger og tilrettelægger netværksmøder.

Hvem kan oprette et netværk?

Alle ansatte fra ODM’s medlemsmuseer har mulighed for at oprette et fagligt netværk. ODM ser gerne, at der er flere personer, og gerne fra flere forskellige museer, som står for at drive netværket (Det anbefales at være minimum 3 faglige koordinatorer).

Orientér dig på hjemmesiden om de faglige netværk – måske findes der allerede et inden for dit fagområde?

Hvad kan ODM hjælpe med?

ODM tilbyder administrativ assistance til de faglige netværk. Vores administrative koordinator lægger information og materiale fra netværkene på danskemuseer.dk, tager sig af tilmeldinger til netværkene samt mødeindkaldelser og tilmelding til disse. ODM sørger også for deltagerbetalingen og efterfølgende afregning. Vi er desuden behjælpelige med kommunikation og markedsføring af netværksmøder samt deltagerlister, navneskilte og programmer for netværksmøder.

Hvordan kommer vi i gang?

Et nyt netværk skal godkendes af ODM’s administration, før det kan oprettes. Send en mail med en kort beskrivelse af netværkets formål, målgruppe, og hvilke aktiviteter der skal være i netværket.

Hvilke informationer skal vi levere til ODM?

Bliver netværket godkendt af Danske Museer, skal det oprettes på hjemmesiden med følgende oplysninger:

  • Navn på netværket (vælg gerne et kort men præcist navn)
  • Faglige koordinatorer (Navn, institution, mail). Det anbefales at være minimum 3 faglige koordinatorer.
  • Kort beskrivelse af netværkets emne, formål, aktiviteter og målgruppe.
  • Kommissorium

Hvordan arrangerer vi et netværksmøde?

De faglige koordinatorer er ansvarlige for at arrangere netværksmøderne og skal sørge for lokale og forplejning, program og prissætning (Se Økonomi.).

En kort introduktionstekst og et program sendes til ODM, som lægger det på hjemmesiden og opretter tilmelding til mødet. Husk at gøre opmærksom på, hvis der er særlig information fra deltagerne, der skal med i tilmeldingen.

Liste over netværkets medlemmer kan fås fra ODM, og de faglige koordinatorer kan vælge at sende information til medlemmerne om det nye møde.

Mødet markedsføres så vidt muligt via ODM’s nyhedsbrev og LinkedIn (Kontakt ODM, hvis I ikke ønsker dette).

Fakturering af deltagere, evt. honorarbetaling og regninger håndteres via ODM umiddelbart efter mødets afholdelse.

Hvad er deltagerprisen for et netværksmøde?

I samarbejde med Danske Museer lægges et budget for netværksmødet.

Økonomi

Deltagerne i netværksmøderne skal selv afholde alle udgifter. Det indbefatter bl.a. udgifter til oplægsholdere, forplejning, lokaler og transport. I samarbejde med Danske Museer lægges et budget for netværksmødet og prisen for deltagelse fastlægges.

Lokaler og forplejning

De faglige koordinatorer står for at booke lokaler og forplejning til netværksmøder. Informér gerne ODM’s administrative koordinator, som også kan være behjælpelig.

ODM arbejder målrettet med grøn omstilling, og ansporer til at forplejningen primært er vegetarisk og at mødet afholdes et sted, hvor der er god adgang med offentlig transport.