Hvad er det næste paradigmeskifte for museernes samlingsarbejde?
Er du del af et projekt, der skal ændre retningen for hvordan kunstmuseerne arbejder med deres samlinger? Hvad er fremtiden for museernes samlinger? Hvilke potentialer og faldgruber møder du i dit arbejde?
Vi søger bidrag fra alle dele af kunstbranchen, og opfordrer alle, uagtet museal tilknytning eller ej, der har perspektiver på museernes samlingsarbejde, om at indmelde oplæg.
Går man til kernen af et museum, er samlingen det eneste, der er konstant. Samlingen er med andre ord det, der definerer et museums virke, retning og eksistensberettelse ud fra Museumslovens § 2, stk. 1:
”Museerne skal varetage de indbyrdes forbundne opgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling.”
Ser man ud over museumslandskabet anno 2026 kan man se, at flere toneangivne kunstinstitutioner i høj grad vender blikket indad og fokuserer på store tematiske samlingssatsninger, der præsenterer nye blikke på kuratering og formidling af museets samling i stedet for store internationale indlån og vandreudstillinger.
Men hvad sætter denne bevægelse imod museernes kernevirke i gang? De store projekter realiseres samtidig med implementering af museumsreformen, hvor hvert enkelt museum er målt på samlingens lokale, nationale eller internationale betydning, omend indplaceringskriterier endnu ikke er offentliggjort. Har det en betydning? Eller er det ud fra påvirkning af den offentlige debat, hvor museernes, sammen med resten af samfundets, ændrede trusselsbillede er til fornyet diskussion samtidig med kulturens rolle som sammenhængskraft i krisetider har fået ny opmærksomhed?
Samtalen om det enkeltes museums samlings betydning har med andre ord aldrig været mere aktuel eller mere til debat end nu, og derfor dedikerer vi det kunstfaglige spor af ODM’s faglige netværksmøde 2026 til en bred palette af oplæg og perspektiver på kunstmuseernes samlingsarbejde.
Du kan indmelde oplæg fra 1. maj til 3. juni. Hvis dit oplæg bliver udvalgt og kommer med i programmet, får du direkte besked.