Museumsinspektør til astronomihistorisk afdeling ved Kroppedal Museum

Kroppedal Museum søger en engageret og fagligt stærk museumsinspektør til museets astronomihistoriske afdeling. Stillingen er på 30 timer ugentligt.

Vi leder efter en historiker – meget gerne med erfaring inden for videnskabshistorie – som har lyst til at arbejde med samlinger, forskning og formidling i krydsfeltet mellem historie og naturvidenskab. Det er ikke et krav, at du tidligere har arbejdet med astronomi, men du skal have interesse for – og lyst til – at sætte dig ind i det astronomiske felt.

I den astronomihistoriske afdeling bliver du kollega med museets nuværende astro-inspektør, der er uddannet astrofysiker. Sammen skal I udvikle afdelingens faglige profil og sikre en stærk kobling mellem historisk indsigt og naturvidenskabelig forståelse.

Om stillingen

Du får en central rolle i arbejdet med museets astronomihistoriske samling og formidling.

Opgaverne spænder bredt og omfatter bl.a.:

  • Ansvar for og udvikling af samlingen inden for astronomihistorie
  • Faglig research og dokumentation
  • Udvikling og realisering af nye udstillinger
  • Projektledelse i forbindelse med særudstillinger
  • Udvikling af formidlingstilbud, herunder foredrag, arrangementer og undervisningsforløb
  • Bidrag til fondsansøgninger og udviklingsprojekter

Kroppedal Museum er inde i en positiv udvikling med ambitioner om at nå ud til flere borgere i lokalområdet og i Storkøbenhavn. Der er ikke langt fra idé til handling, og vi har en høj grad af selvledelse. Du får derfor gode muligheder for at præge både afdelingens og museets udvikling – særligt hvis du kan omsætte gode idéer til gennemarbejdede projekter.

Vi forventer, at du:

  • Har en kandidatgrad i historie eller beslægtet fag
  • Meget gerne har erfaring med videnskabshistorie
  • Har museumserfaring eller erfaring med samlingsarbejde
  • Har lyst til at arbejde med udstillingsudvikling og formidling i forskellige formater
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • Har gode samarbejdsevner og trives i et tværfagligt miljø
  • Er nysgerrig og villig til at tilegne dig ny viden – også inden for astronomi

Erfaring med projektledelse og fondsansøgninger er en fordel, men ikke et krav.

Vi tilbyder:

  • En fagligt spændende stilling i et tværfagligt miljø med arkæologi, nyere tid og astronomihistorie
  • Tæt samarbejde med både historikere og naturvidenskabelige kolleger
  • En arbejdsplads med højt til loftet og gode muligheder for selv at forme opgaverne
  • Gode ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst

Kroppedal Museum er et statsanerkendt museum med afdelinger inden for arkæologi, nyere tid og astronomihistorie. Museet varetager desuden de lokalhistoriske arkiver i Albertslund, Høje-Taastrup og Ishøj.

Arbejdsstedet er Kroppedals Allé 3, 2630 Taastrup.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er på 30 timer ugentligt. Løn fastsættes efter kvalifikationer i henhold til gældende overenskomst.

Tiltrædelse: 1. juni 2026 eller snarest muligt. Ansøgningsfrist: 7.april 2026

Ansøgning, CV og relevante bilag sendes som ét samlet pdf-dokument til mads.thernoe@kroppedal.dk

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte museumsdirektør Mads Thernøe på 43303002 eller astro-inspektør Lars Occhionero 43303013