Rockmuseet søger: Salg- og marketingmedarbejder til arrangementer og sociale medier (barselsvikariat)

Vil du være med til at holde pedalen i bund på vores faste publikumsaktiviteter og samtidig få dem kommunikeret ud over scenen? Rockmuseet søger nu en medarbejder i vores salgs- og marketingafdeling til et barselsvikariat.

Du bliver omdrejningspunkt for planlægning og afvikling af vores kommercielle aktiviteter – fra fællessang og ferieaktiviteter til kreaværksteder, foredrag og quizzer. Du sikrer, at alt spiller: fra de første aftaler og budgetter til den sidste gæst går hjem. Samtidig er du med til at få vores arrangementer ud over rampen gennem skarp og levende kommunikation på vores hjemmeside og sociale medier, og du får – sammen med dine kolleger – ansvar for at holde vores sociale kanaler i gang med relevant indhold.

Det er en rolle for dig, der kan holde hovedet koldt og energien høj, når tempoet stiger. Du arbejder struktureret, men tænker kreativt. Du kan bevare overblikket og samtidig have styr på de detaljer, der gør forskellen. Rockmuseet runder 10 år i disse dage, har skiftet navn og er i fuld gang med næste vers. Du bliver en del af et dynamisk miljø, hvor ambitionerne er høje, og hvor der ikke er langt fra tanke til handling.

Vi leder efter dig, der:

  • har erfaring med eventkoordinering og kan styre både planlægning og afvikling sikkert i mål.
  • har erfaring med SoMe- og kommunikationsarbejde og gerne hjemmesideredigering.
  • kommunikerer klart og levende – både på skrift og i dialog med mange forskellige samarbejdspartnere.
  • har energi og drive og trives med at have mange bolde i luften.
  • har en naturlig evne og lyst til at samarbejde, indgå aftaler og få partnerskaber til at fungere.
  • arbejder struktureret og har styr på budgetter og deadlines.
  • har blik for både de store linjer og de små detaljer, der gør forskellen.
  • er indstillet på aften- og weekendarbejde ved større arrangementer.

Start på ansættelsen, som er et barselsvikariat, er 1. juni 2026 eller hurtigst muligt derefter. Ansættelsen forventes at udløbe 1. maj 2027. Dit arbejdssted bliver på Rockmuseet, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde. Du vil blive del af salgs- og marketingafdelingen med et lille team af skønne kolleger og vil referere til den kommercielle chef. Ansættelsen er på 37 timer ugentligt og sker i henhold til gældende overenskomst.

Interesseret? Giv lyd hurtigst muligt

Send en kort ansøgning – eller en video, hvis det er mere dig – og et cv hurtigst muligt til romu@romu.dk. Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.

Om Rockmuseet

Rockmuseet er ikke et sted, man går stille igennem. Det er et museum, man hører og mærker. Her udfolder fortællingerne om syv årtiers pop-, rock- og ungdomskultur sig gennem lyd, lys og oplevelser. Rockmuseet er et af ti besøgssteder, der drives af den statsanerkendte museumsorganisation ROMU. Rockmuseet åbnede i 2016 og fejrer i disse dage 10-års jubilæum som kulturelt fyrtårn i det vibrerende kvarter Musicon i Roskilde. Hvert år går mere end 70.000 mennesker ind og ud ad dørene i det prisvindende museum på Rabalderstræde. Se mere på rockmuseet.dk