Studentermedhjælper til marketing hos ROMU

Er du i gang med en marketing-uddannelse? Er du driftssikker og fuld af gå-på-mod? Og har du lyst til at styrke din erfaring i en stor og alsidig museumsorganisation med hjertet på rette sted? Så er du måske vores nye studentermedhjælper.

I ROMU er vi i fuld gang med at udvikle marketingområdet med øget fokus på digitalisering og nye interne arbejdsgange. Vi søger derfor en stabil og engageret studentermedhjælper til at løfte nogle af de mange driftsopgaver, der følger med, når nye strategiske retninger skal omsættes til indhold på mange forskellige flader.

Du behøver hverken at kunne den komplette kongerække udenad eller have styr på, hvem der var producer på MØ’s første album. Bare du er nysgerrig på arbejdet med at åbne og udbrede kulturarven for stadigt flere i en alsidig museumsorganisation, der arbejder med alt fra moselig til moshpits.

Du bliver en del af ROMUs nye Marketing og PR-team, hvor du vil få dine egne faste opgaver og en masse praktisk erfaring med marketing, content og web.

Dine opgaver kan for eksempel være:

  • at oprette events på forskellige platforme
  • at opdatere og vedligeholde eksisterende websites
  • at oprette nye landing pages
  • at tilpasse visuelt indhold til mange forskellige platforme
  • … og en mængde andre små og store opgaver, der er afgørende for det samlede resultat

Om dig:

Du er godt i gang med en uddannelse inden for marketing, for eksempel som multimediedesigner eller markedsføringsøkonom, digital konceptudvikler eller HUM-tek’er.

Du har:

  • visuelt flair og forståelse for billedredigering
  • forståelse for målgrupper og for at omsætte strategisk retning til konkret produkt
  • digital forståelse og indsigt i CMS systemer (vi arbejder i WordPress, både Elementor og Divi)
  • lysten til at arbejde struktureret, fx at strukturere data og strukturere backend
  • grundlæggende sproglige færdigheder og stavning på plads
  • gå-på-mod og er pålidelig

Det er en fordel men ikke et krav, hvis du kan arbejde i Canva og kender lidt til Adobe og/eller har erfaring med at arbejde med Meta.

Du vil primært komme til at sidde på Rockmuseet eller Roskilde Museum og bliver en del af en hverdag, der til tider er hektisk og kræver selvstændighed, og hvor vi har det sjovt sammen. Du bliver en del af en mangfoldig arbejdsplads med mange studentermedhjælpere i forskellige roller og med forskellige faglige baggrunde.

Vi hylder, at der skal være plads til et liv ved siden af studenterjobbet. Måske kan du ligefrem risikere at møde dine nærmeste kolleger foran Orange Scene.

Arbejdstid: 10-15 timer om ugen efter nærmere aftale.

Løn ifølge overenskomst. Send en kort ansøgning og dit CV til head of marketing, Rikke Louise van Hauen på mail rikkevh@romu.dk eller mobil 24 40 51 17.

Har du spørgsmål til stillingen, er det også Rikke, du skal kontakte.

Ansøgningsfrist: onsdag den 4. marts 2026.

ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver den statsanerkendte museumsorganisation 10 museer og besøgssteder, heriblandt Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK, Roskilde Museum, Lejre Museum, Frederikssund Museum, Færgegården, Lützhøfts Købmandsgaard m. fl.

ROMU har det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner.

ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.