Hvad skal vi som museumsansatte forvente af kuréren, både når vi modtager og selv indtræder i rollen? Hvordan kan vi vurdere nødvendigheden af at bruge kurér – og hvornår det skal være en fysisk eller virtuel kurér?
Dette kursus er baseret på princippet om, at vi kun skal sende kurerer, når det er nødvendigt, og fokus er på at forberede kuréren på det uventede samt skabe en fælles forståelse af, hvad en professionel kurérrolle indebærer.
Temaer
Kurset tager udgangspunkt i den fælleseuropæiske kuréruddannelse The Courier Training Framework (CTF), der blev udviklet af The European Registrar Group i 2015 og opdateret i 2022 oven på pandemien. Uddannelsen sigter mod at ensrette kravene og forventningerne til en kurér, uanset hvorfra vedkommende kommer i Europa, og den er sammensat som grundlag for at fremme best practice i museums- og gallerisektoren.
På kurset arbejder vi bl.a. med:
- Hvad er en kurér, og hvorfor bruges de?
- Forberedelse af kuréren
- Tilstandsrapporten
- Rejsen…
- På udstillingsstedet
- At arbejde med kurérer, der kommer til din institution
- At være og modtage en virtuel kurér
Fysisk eller virtuel kurér?
Med udviklingen af den virtuelle kurértjeneste under pandemien fandt registratorer og transportagenter (og de industrier, der understøtter dem), nye måder at løse kuréropgaven på ved at bruge nye og eksisterende teknologier. At have veluddannede virtuelle kurérer er en vigtig faktor for vores branche nu og i fremtiden. Der er mange ligheder med den traditionelle kurérrolle, men også nogle vigtige forskelle. På kurset ser vi på, hvordan man forbereder en kurér og lånerinstitutionen til denne rolle. Håbet er, at virtuel kurértjeneste vil blive betragtet som en del af den risikobaserede tilgang til håndtering af kunst-/museumslån. Denne intention er derfor indlejret i CTF-værktøjerne med ambitionen om at gøre det muligt for brugere at tilgå den ’virtuelle’ kurérrolle med samme samarbejdsvillige og professionelle holdning.
Udbytte
På kurset får du:
- En professionel tilgang til kurérrollen, herunder viden om hvornår og hvorfor brugen af en kurér er nødvendig.
- Viden til at kvalificere behovet for tilstedeværelsen af en fysisk eller virtuel kurér
- Indblik i hele processen fra forberedelse til gennemførelse: fra tilstandsrapport, til rejsen og (sam)arbejdet på udstillingsstedet.
- Indsigt i europæiske standarder (CTF) og kendskab til best practice i museums- og gallerisektoren.
- Redskaber til at sikre et godt samarbejde både med fysiske og virtuelle kurérer.
Din arbejdsplads får en kollega, der kan:
- Har kendskab til europæiske standarder (CTF) og best practice i museums- og gallerisektoren.
- Ved hvad kurérrollen indebærer og kan vurdere, hvornår brugen af en professionel kurér er nødvendig.
- Kan afgøre om den pågældende opgave kan løses ved brug af en virtuel kurér.
- Har praktisk erfaring med virtuelkurérrollen
- Effektivt kan samarbejde med både fysiske og virtuelle kurérer.
Arbejdsform og forberedelse
Kurset vil veksle mellem oplæg fra underviserne og gruppeøvelser, hvor deltagerne bl.a. skal arbejde med egne cases.
Målgruppe
Både nybegyndere og erfarne kurérer samt museer der modtager kurérer.
Undervisere
Thor Nørmark-Larsen har arbejdet på Statens Museum for Kunst siden 2008 og været Ledende registrator siden 2011. Med ansvar for bl.a. forsikring, kontrakter og logistik på særudstillinger har han igennem årene modtaget adskillige kurérer til SMK og har også selv jævnligt rejst som kurér med SMKs samling til udenlandske udstillinger.
Karen-Marie Henriksen har arbejdet på Statens Museum for Kunst siden 2002 og været koordinator for museets Kunsthåndtering fra 2002-2007. Siden 2010 har hun været ansvarlig konservator for museets udlån af malerier og jævnligt både rejst som kurér og udført virtuelle kureringer for SMK’s samling til udenlandske og indenlandske udstillinger.
The Courier Training Framework
Uddannelsen The Courier Training Framework (som kurset baserer sig på) er udviklet og opdateret af Kathy Richmond (Head of Collections, Historic Environment Scotland og tidligere formand, UK Registrars Group), Desirée Blomberg (Group Manager, Exhibition Coordination & Loans, Moderna Museet og bestyrelsesmedlem, Nordic Registrars Group) og Wendela Brouwer (Head Registrar, Rijksmuseum og formand, Nederlandse Registrars Group).
Har du spørgsmål?
Ring eller skriv til uddannelseschef Ida Bennicke på 31251701 eller ida@dkmuseer.dk, hvis du er i tvivl, om kurset er det rette for dig.

