Hvad skal en kunstnerbiografi indeholde i 2027? Hvordan skal balancen være mellem værk og person? Og hvad skal kunstnerbiografier bruges til i fremtiden – og af hvem?
Det er nogle af de spørgsmål, vi tager op på dette morgenmøde i anledning af, at Weilbachs Kunstnerleksikon i de kommende år integreres i Lex. Dermed bliver 7.826 kunstnerbiografier opdateret og illustreret til et digitalt format, hvis brugergruppe er hele den voksne befolkning i Danmark.
Ole Kaag Mølgaard, direktør for Lex, og Kamma Overgaard Hansen, den ene af Lex’ redaktører på Weilbach-projektet, vil fortælle om projektet, om Lex’ arbejde med folkeoplysning og om biografien som et led i folkeoplysningen.
Mødet henvender sig til alle, der arbejder med formidling og forskning inden for billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk ved de danske museer.
Diskussion om kunstnerbiografien
Udover at fortælle om arbejdet med Weilbachs Kunstleksikon, vil oplægsholderne åbne for en diskussion om, hvad den gode kunstnerbiografi er, hvilken rolle den spiller i kunstformidlingen, og hvilken rolle museerne kan spille i udviklingen af biografien.
Diskussionen vil bl.a. handle om:
- Hvilken rolle spiller henholdsvis Lex og museerne for folkeoplysningen i Danmark – og hvad kan vi gøre sammen?
- Hvorfor skriver vi kunstnerbiografier?
- Hvad skal en god kunstnerbiografi indeholde – og hvad skal den ikke indeholde?
- Hvad betyder tilgængeligheden af kunstnerbiografier for museumsgæsternes møde med kunstværker, bygninger og genstande?
- Hvordan kan museernes ekspertise bringes i spil i Lex’ arbejde med kunstnerbiografierne?
Læs mere om oplægsholderne på deres profiler i Lex: Ole og Kamma.
Weilbachprojektet realiseres takket være en tre-årig bevilling fra Ny Carlsbergfondet. Læs mere om projektet her.
Foto: 4. udgaven af Weilbachs Kunstnerleksikon. Af Clara Fuglsang Søgård/Lex – Danmarks Nationalleksikon.


