Sæt allerede nu kryds i kalenderen 26. januar og 9. februar 2027.
Skriv dig på interesselisten og få direkte besked når der åbnes for tilmelding.
Arbejder du med fondssøgning i det daglige? Har du oplevet både op- og nedture ift. at hente fondsmidler hjem til dit museum? Og er du nysgerrig efter at vide mere om fonde og blive bedre til at søge dem?
På kurset stiller vi skarpt på, hvordan fondssøgning på museer kan løftes, skærpes og systematiseres. Du bliver klogere på, hvordan du kan gå efter fondsmidlerne professionelt og kvalificeret, samtidig med at du fastholder din faglige integritet.
Fondssøgning er en særlig genre – et håndværk, du kan træne og mestre uanset, om du søger midler til en udstilling, et nyt formidlingsprogram, et større byggeprojekt eller noget helt fjerde.
Temaer
Kurset forløber over to hele dage og vil på holistisk vis nå rundt om fondssøgningens forskellige aspekter. Formålet er at fylde din fondsværktøjskasse op, så du kan styrke fondssøgningen på dit museum.
Første kursusdag rummer en bred introduktion til fonde og indsigt i forskellige fondstyper, -trends og -tendenser. Vi kommer til at arbejde med fondssøgning som et kulturmøde, hvor du får værktøjer til at afkode, forstå og arbejde med forskellige fonde – og bygge bro til dem med afsæt i museets styrker og relevans. Vi fokuserer på vigtigheden af det indledende benarbejde, der giver dig større indsigt i fondene og stiller dig stærkere i din fondssøgning.
Vi kommer til at arbejde med projektmodning og netværksarbejde, inddrage mødedeltagernes egne fortællinger og erfaringer med fondssøgning og vil med det afsæt sammen tilegne os en dybere forståelse af de forskellige fonde. Vi fokuserer på de danske fonde, men vil også gennemgå de muligheder, som eksisterer i Norden og EU – herunder hvilke forudsætninger, der er for at kigge i den retning.
Anden kursusdag fokuserer på den gode ansøgning, og hvordan man skriver den. Vi går her i dybden med de forskellige elementer af en god ansøgning – fra projektets idé og vision til dets målgrupper, målsætninger, kommunikation og risici. Vi har særligt fokus på organisation, økonomi og rammesætning. Herunder ser vi også på de forskellige krav fondene er begyndt at stille til grøn og social bæredygtighed. Vi berører desuden udfordringerne med at forankre projekter, så de undgår at havne i projektverdenens alt for velkendte dødsspiral. Endelig vil vi dykke dybere ned i én af fondsarbejdets sorte bokse: Afslaget – og hvad vi kan lære af det.
Udbytte
- Overblik over fondslandskabet
- Ny viden, metoder og kompetencer til at arbejde mere systematisk og effektivt med fondssøgning
- Specialisering indenfor et område, der betyder stadig mere for museerne
- Indblik i hvordan du optimerer de organisatoriske forudsætninger og rammer rundt om fondssøgningen
- Øgede chancer og succesrater ift. at hente fondsmidler hjem til museet
Arbejdsform og forberedelse
I løbet af de to kursusdage vil vi sammen blive klogere på fondssøgningens særlige kunst – teoretisk som praktisk.
Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem oplæg, gruppearbejde, refleksion, diskussion og øvelser. Der vil være mulighed for at medtage egne eksempler og cases på både vellykkede fondsansøgninger og -afslag.
Målgruppe
Kurset er særligt henvendt til de museumsmedarbejdere, som i dag arbejder praktisk med fondssøgning og har lyst til at blive dygtigere og skarpere – og til de medarbejdere, som står foran at skulle sætte sig mere ind i fondsverdenen og bruge en større del af deres daglige arbejdstid på fonde og fondssøgning.
Underviser
Niels Olsen er antropolog, selvstændig fondsrådgiver og stifter af rådgivningsvirksomheden ressourcer.nu, der brygger bro mellem ansøgere og fonde. Niels har syv års erfaring som fondsansøger i Akademiet for de Tekniske Videnskaber og over 15 års erfaring som projektchef for kultur- og naturområdet i Nordea-fonden, hvor han samarbejdede med mange danske museer inden for både kulturhistorie, kunst og natur. Han har de sidste tre år som selvstændig rådgivet og hjulpet mange forskellige fondsansøgere inden for det almennyttige område i Danmark – herunder ganske mange museer.

Det siger tidligere deltagere
”Kurset var rigtig godt med gode, konkrete eksempler. Der har været mulighed for input og spørgsmål til konkrete projekter.”
“Virkelig dygtig underviser, der formår at formidle sit stof levende og med mange eksempler.”
Har du spørgsmål?
Ring eller skriv til kursusansvarlig Kirstine W. Martinsen på 31251073 eller kwm@dkmuseer.dk, hvis du er i tvivl, om kurset er det rette for dig.
Tilmeldingsbetingelser og afbud
Tilmelding til ODM’s kurser og arrangementer er bindende.
Afbud til kurser skal meldes til kursusansvarlig Kirstine Wentzlau Martinsen på mail kwm@dkmuseer.dk.
Læs mere om vores tilmeldingsbetingelser og afbud.
Forplejning
Vi har vegetarisk forplejning i forbindelse med kurser; morgenmad, frokost og drikkevarer.
Materiale og program
Materiale og program sendes ud 1 1/2 – 2 uger før kursets opstart. Du modtager materialer og program på den mail, du har tilmeldt dig kurset med.
Adgangsforhold
Har du brug for information om adgangsforhold, er du velkommen til at ringe til os, så vi kan vejlede dig om, hvordan du lettest kommer til lokalerne samt tilgængeligheden: Telefon: +45 49 14 39 66
Du kan læse mere om adgangsforholdene på Vartov her.
Find al praktisk information ifm. kurser her



