Danske Museers mentorordning giver nye museumsledere mulighed for at indgå i et etårigt forløb med en erfaren mentor, der kan give råd og vejledning om lederrollen og være en livline i vanskelige situationer.
Alle pladser i mentorordningen er besat. Skriv dig op til vores nyhedsbrev og få direkte besked om evt. kommende forløb.
Et nyt initiativ fra ODM
Mentorordning for nye museumsledere er et pilotprojekt over 2,5 år (2024-2025) støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Projektet har til formål at udvikle et koncept for en permanent mentorordning, og er en del af Danske Museers arbejde for at styrke ledelsesudviklingen i den danske museumsverden.
Hvad indeholder et mentorforløb?
Som mentee bliver du matchet med en mentor, der har mangeårig erfaring som museumsleder. Herefter påbegynder I et etårigt mentorforløb, der som udgangspunkt består af 4-5 møder samt mulighed for løbende telefonsamtaler. Ordningen giver således også mulighed for at bruge mentor som en udenforstående, du kan ringe til i pludseligt opståede situationer.
Som mentee definerer du – i samarbejde med mentor – en række fokusområder. Det kan være konkrete problemstillinger fra dagligdagens personaleledelse, generelle overvejelser om lederrollen, sparring om projekter og fundraising eller noget helt fjerde. Centralt i mentorordningen er, at den er fleksibel og tager udgangspunkt i dine individuelle ønsker og behov som ny museumsleder.


