Kulturturisme: Danske Museer ser muligheder i ekspertudvalgs anbefalinger

I dag, den 10. oktober, lanceres anbefalingerne fra regeringens Ekspertudvalg for Kulturturisme. Danske Museer (ODM) er repræsenteret i ekspertudvalget ved Mette Bjerrum Jensen, forperson for ODM’s Udvalg for turisme og oplevelsesøkonomi, og hilser de nye anbefalinger velkommen. Det er glædeligt, at regeringen tydeligt anerkender kulturens rolle som en vigtig motor for dansk turisme:

”Vi er meget tilfredse med, at ministeren for byer, landdistrikter og kirke tager alvorligt, at kultur er en central del af at skabe stærkere turismeprodukter, helårsturisme og et højere døgnforbrug. Det er et vigtigt signal om, at kultur og turisme skal tænkes sammen,” siger Mette Bjerrum Jensen.

Danske Museer fremhæver især anbefalingerne på tre områder:

  • Et styrket vidensgrundlag om kulturturismens potentiale
  • Fokus på større oplevelsessammenhænge
  • En strategisk satsning på markedsføring af kultur både i og udenfor de store byer

”Det er positivt, at der peges på, at oplevelsessammenhænge skal styrkes i hele landet – ikke alene i de store byer, men også i de områder, hvor kyst- og naturturismen er stærkest. Danmark har i dag flere museer i international liga, men der er fortsat steder, hvor der er efterspørgsel på endnu stærkere museumsoplevelser i Danmark,” siger Mette Bjerrum Jensen.

ODM understreger også vigtigheden af, at ny viden bygger videre på det solide grundlag, der allerede findes, og forperson for Danske Museer, Claus Kjeld Jensen, udtaler:

”Vi er glade for, at ekspertudvalget peger på behovet for mere viden om kulturturisme, men det er vigtigt, at arbejdet tager udgangspunkt i de analyser og data, der allerede er indsamlet gennem Kulturens Analyseinstitut, VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme.”

Afslutningsvis efterlyser ODM, at fremtidige initiativer i forlængelse af ekspertudvalgets arbejde bliver mere konkrete, når det gælder fysisk udvikling af kulturtilbud og museer i hele landet:

”Vi havde gerne set, at anbefalingerne gik skridtet videre og pegede på, hvordan man konkret kan understøtte udviklingen af kulturinstitutionerne som en del af turismens infrastruktur. Men vi har stor tillid til, at både ministeren for byer, landdistrikter og kirke og kulturministeren har fokus på dette, og at der vil komme tiltag, der styrker kulturens rolle som drivkraft.” siger Claus Kjeld Jensen.

Der er afsat 11 millioner på Finanslov 2025 til opfølgning på anbefalingerne igennem turismereserven.

For yderligere information:

  • Mette Bjerrum Jensen, forperson for ODM’s udvalg for turisme og oplevelsesøkonomi og direktør for Ringkøbing Fjord Museer: mbj@ringkobingfjordmuseer.dk  / tlf. 30 28 08 75
  • Claus K. Jensen, forperson for Danske Museer (ODM) og direktør for Vardemuseerne: ckj@vardemuseerne.dk / 2938 6664

På finansloven for 2025 er der afsat 11 millioner til opfølgning på anbefalingerne igennem turismereserven.

Læs rapporten: Anbefalinger fra ekspertgruppen for kulturturisme

Lancering af Anbefalinger fra ekspertgruppen for kulturturisme, 10. oktober 2025. Foto: Danske Museer

Publiceret: