Museer er demokratisk og beredskabsmæssig infrastruktur, der skal styrkes i en usikker tid. Det er Danske Museers udgangspunkt for den beredskabspolitik, som netop er vedtaget af ODM’s bestyrelse.
I en verden i forandring, hvor truslen fra potentielle kriser og ulykker, skabt af mennesker og et forandret klima, er den største og mest alvorlige siden 2. verdenskrig, er det helt afgørende, at museernes unikke rolle og ansvar som forvaltere af vores fælles kulturarv anerkendes, styrkes og indtænkes som en integreret del af Danmarks nationale beredskabs- og sikkerhedsplaner. På samme vis som vores nordiske naboer Sverige og Norge allerede har gjort.
ODM har arbejdet på beredskabsområdet i en længere periode, og det er et højt prioriteret strategisk indsatsområde. Det er klart, at den nylige valgudskrivelse sætter nogle politiske initiativer på pause.
Det betyder dog ikke, at sagen står stille. Danske Museer arbejder videre med beredskabsområdet og ser frem til at samarbejde med en kommende regering.
Behov for nationale planer for kulturarven
Til Kulturmonitor 24. februar 2026 siger Nils M. Jensen, direktør i ODM:
‘Det er jo ikke nogen hemmelighed, at museerne skal træffe en masse individuelle valg, men det er vigtigt for hele sektoren at vide, hvad der sker, når en evakuering bliver sat i gang, så det lokale beredskab ikke bare siger, at de har andre planer. Det skal der ligge nogle helt klare rammer for og aftaler om, og det kan kun komme oppe fra. Altså en plan for, hvornår en krise er en krise, og hvem der gør hvad på tværs af myndigheder.
Det handler også om, at man har fuld indsigt i sin bygningsmasse og ved, om man har pumper klar i tilfælde af vandstandsstigninger eller kan sikre strøm under et nedbrud.
Nils M. Jensen peger også på behovet for midler:
Alle de der ting skal tænkes grundigt igennem, og det kræver en større indsats. Så når regeringen sætter 1,2 milliarder kroner af til en stor beredskabsplan, så skal der også være penge til de omkostninger, der måtte være til at sikre vores kulturarv.
Kulturarven skal tænkes ind i beredskabsplaner på nationalt, regionalt og lokalt niveau
Det er ODM’s generelle holdning, at kulturen, og da især kulturarven, bør været en integreret del af den nationale beredskabsopgave. Samtidig har vi fokus på både det lokale og det regionale niveau.
ODM’s beredskabspolitik er udarbejdet som udgangspunkt for egentlige realpolitiske forslag.
Hovedpunkterne i ODM’s beredskabspolitik
Beredskabsplanen kan med fordel operere på tre niveauer:
Det nationale niveau
Danmark skal have et nationalt beredskab til beskyttelse af vores fælles kulturarv, og kulturarven skal indskrives i den nationale beredskabsplan.
- Indsatser skal koordineres og samarbejdsrelationer beskrives på nationalt myndighedsniveau.
- National uddannelsesindsats ift. kulturarvsberedskab, herunder kompetenceopbygning af beredskabspersonale med fokus på håndtering af kulturarv i krisesituationer.
- Der skal udarbejdes en sårbarhedsanalyse – hvor mange og hvilke museer, magasiner og genstande er mest sårbare i forhold til trusler som vandstigning, langvarigt strømnedbrud og konkrete hybridskrigsangreb.
- Museernes potentialer i en krise skal afdækkes og koordineres nationalt for eksempel mulighed for at holde åbent under en krise.
- Nationale midler til lokale og regionale indsatser og initiativer.
Det regionale niveau
- Regionale planer for kulturarvssikring, evakuering og nødmagasinering.
- Koordinering i forhold til den fysiske sikring af kulturarven, herunder en kortlægning af, hvilke eksisterende magasiner, der i krisetilfælde kan tilbyde plads til sikker opbevaring af evakuerede genstande.
- Kriseberedskab bør indtænkes ifm. nybygning af magasiner.
Det lokale niveau:
- De enkelte museers beredskabs- og værdiredningsplaner skal være opdaterede, mens aftaler med relevante lokale aktører og myndigheder skal være på plads.
- Der bør oprettes en taskforce, der kan hjælpe museerne med at opkvalificere lokale beredskabsplaner og værdiredningsplaner.
- Som led i en national koordineret beredskabsplan bør det pålægges relevante aktører – herunder museer, øvrige kulturinstitutioner, civile aktører og kommuner – at samarbejde om en lokal udmøntning af en beredskabsplan, som skal sikre kulturarven og historiske værdier i den enkelte kommune tilfælde af krise og katastrofer.
