Det Kgl. Bibliotek, Slots- og Kulturstyrelsen og ODM fortsætter samarbejdet om dokumentservice og sikrer dermed fortsat forskere på de statslige og statsanerkendte museer let og gratis adgang til forskningslitteratur via KB Dokumentservice.
I takt med digitaliseringen har betalingsmure og omkostningstunge databaser i stigende grad udfordret museers adgang til videnskabelige artikler. Det har givet udfordringer, da museerne som forskende institutioner ikke har haft adgang til relevant, videnskabelig forskning.
Over 70 museer bruger nu KB Dokumentservice
Med KB Dokumentservice er museerne nu sikret hurtig adgang til nødvendig viden – uden betaling til omkostningstunge licenspakker. Museerne kan søge efter og bestille relevant udenlandsk forskningslitteratur, bogkapitler og lignende, hvorefter KB Dokumentservice i langt de fleste tilfælde kan levere materialet inden for få minutter.
KB Dokumentservice har været i luften siden 2023, hvor det startede som pilotprojekt, og stod til at udløbe i 2026.
Evaluering viser tilfredshed
En evaluering af pilotprojektet viste både god tilslutning til og tilfredshed med servicen, både ift. brugervenlighed og leveringstid, og det giver basis for at fortsætte samarbejdet, som er forlænget frem til 2028. ODM deltager i projektet som sparringspartner og er med til at sikre forankringen blandt museerne.
Læs mere om servicen og muligheden for at anvende den (åbner slks.dk)
