Når danskerne spørges ind til deres kulturvaner, svarer to tredjedele, at de bl.a. bruger deres fritid på museumsbesøg.
Det viser Kulturvaneundersøgelsen for 2025 fra Danmarks Statistik, hvor befolkningen spørges ind til deres forbrug af kultur- og fritidsaktiviteter.
Flere unge end ældre går på museum
Undersøgelsen viser, at lidt flere unge end ældre går på museum.
- 67% af de 16-24-årige har været på museum det seneste år, mens det samme gælder for 60% af befolkningen over 74 år.
Museer fastholder relevans
- 65% af befolkningen har været på museum det seneste år, hvilket er en stigning på 2 procentpoint i forhold til 2024.
Andelen af befolkningen, som går på museum, har ligget stabilt de seneste mange år, og tallene understreger, at museer vedbliver at være relevante for mange på tværs af alder, køn og bopæl. Det samme billede tegner tallene for besøgstal, hvor museerne har fastholdt et rekordhøjt niveau siden 2023. Se tallene for besøgstal i 2025.
Kulturvaneundersøgelsen for 2025 viser desuden, at 25% har besøgt museets café eller restaurant, mens 28% har besøgt museumsbutikken de seneste 12 måneder.

