Medicinsk Museions store samlinger dokumenterer den sundhedsfaglige udvikling fra fortidens famlende forsøg på at behandle alvorlige sygdomme til nutidens videnskabelige medicin. En forståelse, der indeholder mange etiske dilemmaer, da den i høj grad er bygget af døde kroppe.
Museerne skal også turde fortælle publikum det, som de ikke vidste, at de gerne vil vide. Historier, der gør ondt og for eksempel udfordrer vores nationale selvforståelse. Det er tanken bag projektet På den anden side – hvordan vi husker hvad vi ikke vil vide på Nordjyllands Kystmuseum. ”Når X Sommerland kan tiltrække så og så mange gæster årligt, så kan museerne vel gøre det samme?” siger man. Det prøver museerne så, og når man har bygget en stor rutsjebane det ene år, må man jo bygge en større det næste.
Slidsporene på en rive eller mikroskopiske madrester i bunden af en gryde kan gemme på fantastiske historier om os selv, hvis bare vi ser godt efter. For selv de mest ydmyge hverdagsgenstande rummer lag af viden, som vi ikke kan finde i skrevne kilder eller mundtlige beretninger. Spørgsmålet er, hvad der sker med denne viden, når genstande udsættes for nedbrydning eller slet og ret kassation?
Hvordan redder man hurtigst genstande ud af et brændende bindingsværkshus? Og hvordan beskytter man bedst et tre meter højt barokskab mod ild og brandslukningsvand? I Den Gamle By er de snart i mål med et omfattende arbejde med museets nye beredskabs- og værdiredningsplaner. Samarbejde og erfaringsudveksling på tværs af museer har vist sig at være essentielt.
Hvorfor gemme på en humpel brød og lidt avispapir? Danmarks ældste madpakke minder om selv de mest undseelige genstandes betydning, og hvorfor de bliver konserveret efter alle kunstens regler.
Dette objekt, i blæst og sandblæst glas, hæklet bomuld, håndtrykt tekstil og klip fra en hofteholder, er en del af en installation, der illuderer et klædeskab med genstande, man kan iklæde sig. Klædeskabet er ofte et aflukket rum, noget privat, men i denne installation har skabet ingen låger, og beskueren har frit udsyn.
Da corona-pandemien fandt vej til Danmark i foråret 2020, iværksatte Give-Egnens Museum – som mange andre museer og arkiver i verden – en indsamling af beretninger og genstande fra livet under corona-krisen. Museet har gennem opslag på sociale medier, i nyhedsbrev og på vores hjemmeside gjort opmærksom på indsamlingen. Det medførte, at museet modtog en del beretninger i form af dagbøger, billeder og kunst. Men vi modtog ingen genstande. Derfor besluttede vi aktivt at opsøge potentielle givere og genstande.
Det stribede Kashmir-sjal kaldes også et månesjal eller en chan-dar og stammer fra det 19. århundredes begyndelse. Sjalets bund udgøres af gule, beige og grønne striber med fire forskellige blomsterborter, der alle er flankeret af røde striber. I midten er anbragt en cirkulær medaljon med grenværk, store blomster og et utal af små blomster, og i hjørnerne ses kvartmedaljoner, der afspejler den centrale. Det hele indrammes af en bort bestående af en blomster- og bladfrise.
”Det her er en historisk begivenhed, som vi må dokumentere for eftertiden.” Uafhængigt af hinanden begyndte museer og arkiver i foråret 2020 at indsamle genstande, fotos, tegninger og hverdagsberetninger fra livet under coronaen. De endte med at finde sammen i et virtuelt netværk, der har sat fornyet fokus på indsamling og samtidsdokumentation.
Når interaktivt design kommer til kort, træder museumsgenstanden igen frem i lyset. Kalder corona-krisen på nytænkning af museernes udstillings- og formidlingsformer? I artiklen ’Berøring forbudt!’ funderer forfatterne over, om genstanden måske ligefrem får en renæssance i en berøringsforskrækket tid…hvem ved?